Hun er sociopat, klinisk psykolog og hendes udforskning af personlighedsforstyrrelser er kontroversiel

BØGER. Klinisk psykolog og forfatter, 48-årige Patric Gagne, er sociopat. Hun kender ikke til skyld, skam og empati og stjæler, lyver, forstiller sig og kæmper mod sine voldelige impulser. Men at være sociopat behøver ikke at være dårligt, hævder Gagne, der er forarget over, at der ikke er mere hjælp at hente for sociopater i de psykiatriske behandlingssystemer. 

Psykopat, sociopat og personlighedsforstyrret. Vi jonglerer med begreberne. I daglig tale, når der er tale om nogen, vi ikke kan lide, og i medierne, når nogen viser sig for eksempel at være seriemordere. Og ja selv i psykiatrien, selv om sociopat ikke længere er en anerkendt diagnose og i stedet blot hører under paraplydiagnosen dys-social personlighedsforstyrrelse, som dækker alle tre lidelser.
 
Men det er helt forkert og urimeligt overfor sociopaterne, hævder psykolog og diagnosticeret sociopat Patric Gagne i sin nye memoir ´Sociopat - a memoir´, som hun angiveligt har skrevet i håb om, at den vil kunne hjælpe andre sociopater, som hun mener, psykiatrien udsætter for et fordomsfuldt, ufortjent, irrationelt og ødelæggende svigt:

”På overfladen ligner jeg en hvilken som helst anden amerikansk kvinde. De sociale medier bekræfter min eksistens som en glad mor og en elskende partner, hvis opslag er borderline narcissistiske. Dine venner vil formentligt beskrive mig som sød og venlig. Men ved du hvad:
Jeg kan ikke fordrage dine venner,” skriver hun og fortsætter:

”Jeg er en løgner, Jeg er en tyv. Jeg er følelsesmæssig overfladisk. Jeg er stort set immun overfor fortrydelse og skyld. Jeg er dybt manipulerende. Jeg er ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg er ikke interesseret i moral. Jeg er simpelthen ikke interesseret. Punktum. Regler spiller ikke den store rolle i min beslutningstagen. Jeg er i stand til stort set hvad som helst,” skriver Patric Gagne, der provokerende nok ser det som en stor fordel at leve befriet for anger, skyld og skam.
 
Patric Gagne, der har levet på kanten af loven på grund af sit ustabile indre moralske kompas, er ikke et specielt hverken hyggeligt eller sympatisk bekendtskab. Dertil er hendes filterløse beretninger om total følelseskulde, lystfuldt halvkvalte katte, fantasier om voldelige hævnangreb og overfald, stalking, indbrud i private hjem, uærligheder og manipulationer for ubehagelig læsning.

Men hvor Gagne ligger lavt på sympatiskalaen, har hun til gengæld en høj intelligens- og fascinationsfaktor, som gør hendes beretning om sin mangeårige kamp for først at forstå sig selv og siden sin diagnose og dens potentielle behandlingsmuligheder til en enestående interessant rejse i sociopatiens hemmelige universer. 

Hvorfor var hun helt kold og ligeglad, mens resten af familien sørgede og græd i stride strømme, da hendes egen dengang eneste ven og hele familiens kæledyr pludseligt døde? Hvorfor var hun nødt til at spille og simulere de fleste af de følelser, som andre fortalte om? Hvorfor var hun plaget af en indre uro, som kun holdt op, når hun gjorde noget slemt og helst voldeligt eller ulovligt? Hvorfor var hun anderledes end alle andre? var blandt de mange spørgsmål, som martrede hende fra barnsben, indtil hun fik sin diagnose hos én af Californiens førende eksperter, der lod hende gennemgå den internationale, officielle psykopat-test. Her scorede hun så tilpas lavt, at psykiateren afviste psykopati, men til gengæld også så højt, at der herefter ikke kunne herske tvivl om diagnosen sociopat.

Med diagnosen i hånden begynder en ny kamp for Patric Gagne, der støttet af sin psykiater sætter sig som mål ikke at fysisk skade andre, så vidt muligt at undlade at skade sig selv blandt andet ved at holde sig inden for lovens rammer og ikke mindst at forsøge at blive en ærlig, men også udholdelig og elskbar partner for den eneste mand, der nogensinde har vakt varme følelser hos hende, nemlig hendes bedste og eneste rigtige ven, den forstående, empatiske, langmodige og kærlige David.

I løbet af terapien og i høj grad igangsat af hendes dermed forbundne forståelse af, at der ikke findes en specifik diagnosticeringsmetode og dermed heller ikke behandling for sociopater, beslutter hun sig for at læse psykologi med speciale i sociopater.

Patric Gange, der læser alt, hun kan få fingrene i om sociopater, og som ellers ikke kender til følelsen empati, får nu pludselig gennem sine studier medfølelse for sociopater, som hun ønsker at hjælpe med den indre apati og efterfølgende uro, som hun mener, er grunden til hendes og andre sociopaters behov for udadreageren.

Og i takt med, at hun langsomt selv får bedre styr på sin adfærd, udvikler hun endnu et nyt forsvar for sociopaters manglende følelser ud fra devisen at så længe, at sociopater opfører sig nogenlunde ordentligt, så kommer det ikke andre ved, hvor lidt eller hvor meget de føler. 

Og da hun er færdig med sin ph.d. om sociopater, er der ikke tvivl i hendes sind: Hun vil bruge sit liv på at hjælpe sociopater, som hun mener er misforståede og stigmatiserede mennesker med en udviklingsskade i hjernen, som kan afhjælpes, så også de kan opnå en mindre vanskelig og ensom tilværelse. Blandt andet ved hjælp af adfærdsterapi og en kognitiv træning, der vil kunne hjælpe til først at identificere og siden også mærke følelser, fastslår hun. 

Patric Gagne er en forbavsende dreven skribent, som med fast hånd fører sine læsere gennem sit liv, som var det en krimi. Hvorvidt de ofte chokerende og tæt på grænseløse beskrivelser af hendes mange selvoptagne, amoralske reaktionsmønstre og det dertil hørende lange synderegister er udtryk for psykiatrisk sygdom eller et næsten umenneskeligt mod er svært at kloge sig på. 

Men i hvert fald viser de åbenhjertige fortællinger og den nogle gange næsten lidt for lystfyldte svælgen i sociopatiens skyggesider, at hun ikke bare er ude på kritikløst at skønmale sociopater, men at der er gode grunde til disses som oftest dårlige ry og rygte. Eller sagt på en anden måde – det, hun siger, er altså ikke, at sociopater måske nok kan være onde udenpå, men at de er søde indvendige. Hun siger, at patologien er mere kompleks end psykiatrien, og vi andre har for vane at mene, og at disse mennesker ikke kun er monstr,e men også patienter med brug for sundhedsvæsnets hjælp. 

Patric Gagnes kontroversielle udfordringer af vores syn på sociopater giver således håb om, at der trods alle odds er rum for udvikling og forbedring, hvilket i sig selv er opmuntrende. Men får man så lyst til at komme endnu tættere på denne kvinde, der om sig selv siger, at hun er ekstremt charmerende og en god mor, hustru og veninde? Nej faktisk ikke, for det synes stadig koldt omkring hende.

Kan man indimellem få en lille og ubehageligt lurende mistanke om, at hendes bog ikke er så meget for at hjælpe andre, men måske i stedet drevet af en manipulerende, intelligent og smart sociopats hang til løgn og de berømte fem minutters fame? Ja, det kan man faktisk. Blandt andet på grund af hendes beskrivelser af forholdet til først sin kæreste og siden ægtemand, David, som mere ligner uddrag fra et romanblad end en sociopats scener fra et ægteskab.

Når bogen alligevel får fem stjerner, er det dels fordi den er elementært spændende, stærkt underholdende, anderledes og blændende velskrevet, dels på grund af forfatterens unikt skandaløse fremstilling af en personlighed og sygdom, som hun har ret i har alt for lidt fokus i forhold til, at mellem to og fem procent af os er ramte af i større eller mindre grad, og endelig fordi hun ikke kompromitterer sin troværdighed mere, end at det er en nærliggende tanke, at hendes teorier om mulig resocialisering af sociopater egentlig bør afprøves i et videnskabeligt studie. 

Patric Gagne:´Sociopath – A memoir´ kan købes på Saxo.dk og koster 184,95 kroner