Et enigt regionsråd vedtog onsdag eftermiddag en helhedsplan for sygehuset, der beskriver, hvordan der over de næste tre år skal bygges og renoveres på hospitalet.
"Med helhedsplanen får vi skabt rammer, der udnytter og støtter de forcer, som Regionshospitalet Silkeborg allerede har inden for blandt andet planlagt kirurgi og sammedagsudredninger. Samtidig passer helhedsplanen godt ind i de landspolitiske vinde, som blæser i retningen af mere behandling tæt på borgerne, fokus på kroniske sygdomme og mere sammenhængende patientforløb," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (Soc.) i en pressemeddelse.
Regionshospitalet Silkeborg har gennem de seneste år stået over for betydelige besparelser og omstruktureringer, der har påvirket hospitalets funktioner og tilbud.
I september 2023 vedtog Region Midtjylland en spareplan, der indebar besparelser på op mod 40 millioner kroner for hospitalet. Planen omfattede lukning af alle medicinske senge, nedlæggelse af intensivafdelingen og omdannelse af Diagnostisk Center til en ren ambulant funktion. Ledelsen skulle til Viborg, og enter for Planlagt Kirurgi fremover kun være døgnåbent mandag til fredag og skal ikke længere operere rygpatienter med komplicerede forløb.
Disse tiltag blev mødt med kritik fra hospitalets overlægeråd, som advarede om, at hospitalet ikke ville forblive funktionelt og levedygtigt under disse forhold.
Den tidligere ledende overlæge i Silkeborg, Ulrich Fredberg, giver ikke meget for den nye helhedsplan for Silkeborg Sygehus. Sygehuset har været igennem en historisk stor nedskæring og er ikke til at kende igen, mener han.
"Kald det hvad det er: Det er naturligvis en forsat planlagt afvikling og ikke en udvikling," siger han.
Det skriver han mere om i denne kronik:
Den nye helhedsplan for Regionshospitalet Silkeborg består af seks delelementer:
- Samling af medicinske klinikker og etablering af fælles behandlerpladser (23- 25 mio. kr.)
- Servicehuset: En ny bygning med støttefunktioner til øget operationskapacitet og en ny logistikløsning (25-30 mio. kroner)
- Etablering af et samlet rygcenter for kirurgiske og medicinske patienter (4-6 mio. kroner)
- Etablering af fælles område til ny blodprøvetagning og akutklinik/lægevagt samt ny placering af blodbank (5-7 mio. kr.)
- Optimeret bygningsanvendelse, hvor placering og sammenhæng af funktioner gentænkes i forhold til patienternes behov, effektiv drift og bygningernes indretning (7-9 mio. kroner)
- Nødvendig opdatering af bygningsmassen i forhold til bygningernes tilstand, herunder nødvendig opdatering af tekniske installationer mv. (10-15 mio. kr.)
Se helhedsplanen som bilag til sag 22 regionsrådets møde den 18. december på www.dagsorden.rm.dk


