Langt færre kvinder får fjernet livmoderen
På 20 år er antallet af danske kvinder, som får fjernet livmoderen, halveret. Det viser en ny årsrapport fra Dansk Hysterektomi og Hysteroskopi Database i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut. Udbredelsen af medicinsk vægttabsbehandling kan spille ind på udviklingen, vurderer ledende overlæge Annette Settnes.
Den nye årsrapport viser, at der fra 1. juni 2024 til 31. maj 2025 fik i alt 2.287 danske kvinder fjernet livmoderen, også kaldet en hysterektomi. Det svarer til et fald på ni procent. I et længere perspektiv er der sket en halvering på tyve år, viser den nye årsrapport.
Den væsentligste årsag til det store fald er nye behandlingsmuligheder, mener formanden for Dansk Hysterektomi og Hysteroskopi Database, ledende overlæge Annette Settnes fra Nordsjællands Hospital. For eksempel har forskning vist, at det ikke er hensigtsmæssigt at fjerne livmoderen ved nedsunken livmoder (prolaps). Det har betydet knap 1.000 færre hysterektomier om året. I dag fjerner man også polypper og små muskelknuder ved skånsom kikkertoperation. Engang var det et argument for at fjerne livmoderen.
Antallet af hysterektomier er nu så lavt, at databasens styregruppe opfordrer til, at man overvejer at centralisere hysterektomi-kirurgien på færre enheder for at opretholde en professionel standard.
Færre komplikationer end tidligere
For de kvinder, som har behov for at få foretaget en hysterektomi, er indgrebet i dag forbundet med langt færre komplikationer end tidligere. For tyve år siden fik cirka tyve procent af kvinderne større komplikationer i forbindelse med hysterektomi. Nu er andelen nede på fire-fem procent.
Ud af de 2.287 kvinder, der i seneste årsopgørelse fik fjernet livmoderen, er 57 procent gået hjem samme dag, og 89 procent er udskrevet efter højest én overnatning.
