
"Med verdens højeste skattetryk burde vi også have verdens bedste behandling. Det er ikke tilfældet. Man møder desværre et presset system, og det skal der rettes op på," siger Irfan Gilani, medstifter og formand for ALK Positiv Danmark.
Ny patientforening for sjælden lungekræft, hvor patienterne typisk er yngre og ikke-rygere
Patienter med den sjældne kræftform ALK-positiv lungekræft er ofte yngre mennesker, som aldrig har røget. Nu har de og deres pårørende oprettet deres egen patientforening.
ALK Positiv Danmark hedder den nystiftede forening for patienter med ALK Positiv lungekræft og deres pårørende. Formålet med foreningen er at udbrede kendskabet til den sjældne kræftsygdom og sikre, at banebrydende behandlinger bliver tilgængelige for danske patienter uden bureaukratiske forsinkelser.
De fleste personer med lungekræft har typen ikke-småcellet lungekræft, og tre-syv procent af disse personer har ALK-positiv lungekræft. Det betyder, at kræften skyldes en mutation i ALK-genet. Genet indeholder instruktioner til dannelse af et protein i kroppen, der kaldes ALK-receptortyrosinkinase. Lungekræft, som er forårsaget af mutationer såsom ALK translokation, er stigende. På den seneste store, europæiske kongres for kræftlæger, ESMO, pegede forskere på, at forurening kan være den primære årsag til udviklingen.
Ikke ret mange kender til lungekræft i forbindelse med andet end rygning, men antallet af patienter med lungekræft, som skyldes rygning, er ifølge foreningen faldende i mange vestlige lande.
"Der findes generelt et tabu omkring lungekræft og en opfattelse af, at lungekræft er noget, der kun rammer rygere, og dermed er selvforskyldt. Men alle med lunger kan få lungekræft," siger Louise Valentin, som er bestyrelsesmedlem i den nye forening.
Uden kræftbehandling vil halvdelen af patienter med metastatisk ALK-kræft dø inden for et år. Men moderne målrettede lægemidler, der kaldes “ALK-hæmmere” (såkaldte tyrosinkinase-hæmmere), er udviklet til at være specifikt rettet mod ALK-mutationen, der forårsager kræften. Nogle lægemidler forlænger livet for patienter i årevis, for et mindre antal i årtier. Med en målrettet indsats og investeringer taler forskere endda om en egentlig kur.
