
”Hjernen er det organ, der omsætter allermest sukker. Faktisk har hjernen brug for trekvart kilo sukker om ugen for at fungere. Når hjernen får for lidt sukker på grund af insulinresistens, har vi balladen. Derfor samler vi nu flere ekspertiser for forhåbentlig at finde en måde at forebygge og behandle på”, siger overlæge og forskningsleder Jørgen Rungby fra Steno Diabetes Center Copenhagen.
Diabetesforskere vil scanne hjerner for at forebygge demens
Danske og tyske forskere vil undersøge, hvorfor personer med type 2-diabetes tilsyneladende udvikler kognitive problemer og demens hyppigere end andre på samme alder uden diabetes. Ambitionen er at finde frem til forebyggelse og behandling mod Alzheimer og Parkinsons sygdom.
Med en bevilling på 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden vil en forskergruppe fra Rigshospitalet og Steno Diabetes Center Copenhagen i et seksårigt forløb undersøge op mod 1.000 personer med diabetes, især type 2-diabetes, for at finde ud af, hvordan deres hjerne reagerer på insulin.
Det er forholdsvis velkendt, at personer med især type 2-diabetes kan have svært ved at huske og koncentrere sig, og at det kan hænge sammen med insulinresistens i hjernen. Det vil sige, at det sukker, som er nødvendigt for at vores krop og hjerne kan fungere, har svært ved at komme ud i cellerne på grund af nedsat insulinfølsomhed. Men hvorfor, og hvad kan man gøre ved det? Det skal forskerne nu til at finde ud af.
”Hjernen er det organ, der omsætter allermest sukker. Faktisk har hjernen brug for trekvart kilo sukker om ugen for at fungere. Når hjernen får for lidt sukker på grund af insulinresistens, har vi balladen. Derfor samler vi nu flere ekspertiser for forhåbentlig at finde en måde at forebygge og behandle på”, siger overlæge og forskningsleder Jørgen Rungby fra Steno Diabetes Center Copenhagen i en pressetekst fra samme center.
Scanninger skal undersøge hjernefunktion
Professor Henrik Larsson fra Rigshospitalets Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin, skal blandt andet stå i spidsen for de MR- og PET-scanninger af diabetespatienternes hjerner, som er en vital del af forskningsprojektet.
”MR og PET-scanninger gør det muligt at undersøge hjernen fuldstændigt non-invasivt. Vi vil kunne se og undersøge, om hjernen får tilstrækkelig blodtilførsel, samt hvordan og hvor meget sukker hjernen optager. Derudover kan vi forhåbentlig undersøge, hvor effektivt hjernen omsætter sukker til energi, og hvor meget ilt hjernen forbruger. De forhold er afgørende for hjernens funktion. Endelig gør scanningerne os i stand til at undersøge, hvordan hjernens nerveceller arbejder, når hjernen stimuleres på forskellige måder,” siger Henrik Larsson i presseteksten.
