Jagten sættes ind på mystiske diagnoser
Så kan man godt spænde diagnosehjelmen, for 16. august har Netflix global premiere på en ny dokumentarserie, Diagnosis, som streamingskanalen har lavet i samarbejde med den amerikanske og internationale avis, The New York Times.
Dokumentarserien, som foreløbigt er programsat med syv episoder, er baseret på den amerikanske læge og professor på USA’s Yale University, Lisa Sanders medicinske klummer om medicinske mysterier, som avisen har bragt hver anden uge gennem de seneste 15 år siden 2002.
Serien dokumenterer, hvordan patienter kæmper og lider med deres mystiske sygdomme samtidigt med, at de enten selv eller sammen med deres læger stadigvæk forsøger at nå frem til en diagnose og dermed en potentiel behandling.
I programmerne kombinerer Lisa Sander global crowdsourcing, sociale medier og etableret medicinsk ekspertise i forsøgene på at redde trådene ud og nå frem til nye indsigter, som tidligere læger ikke har opnået. Patienterne er blandt andet karakteriserede ved at have meget alvorlige symptomer samt at have været i gennem flere års langvarige og tit yderst omfangsrige udredningsforsøg på anerkendte hospitaler – men altså uden at opnå en diagnose.
Men udover den globale medicinske ekspertise har Sanders også benyttet sig af hjælp fra avisens læsere. En hjælp som hun i dag er begejstret for at have modtaget, og som hun i forbindelse med foromtaler af programmerne udtaler kan være med til at lave en ’verdensomspændende bevægelse for bedre diagnostik’ af sjældne eller mystiske symptomer.
Sanders fik bragt læserne med om bord ved at offentliggøre en række artikler, som hver især indeholdt en grundig fremstilling af en patients sygdomshistorie og fejlslagne udredningsforløb samt de væsentligste uddrag af patienternes journaler og en video med patienten. Heriblandt en krigsveteran med hukommelsessvigt og kramper og en kvinde med invaliderende muskelsmerter og konstante opkast. Herefter blev avisens læsere bedt om dele, hvad de mente kunne være årsag til symptomerne hos de enkelte patienter. Nogle af de oprindelige patientberetninger kan læses her på New York Times.
