I denne uge begynder kampen om sundhedsvæsenets økonomi: "Danskerne skal mærke, at der er kommet ny regering"
På onsdag kl. 10 indleder finansminister Nicolai Wammen (Soc) økonomiforhandlinger med regionerne om økonomien for 2020, og senere samme dag, kl. 13.30, indledes forhandlingerne med Kommunernes Landsforening (KL).
Regeringen har inviteret repræsentanter fra Kommunernes Landsforeningen (KL) og Danske Regioner til såkaldte sættemøder i Finansministeriet.
Normalt begynder økonomiforhandlingerne mellem i maj og afsluttes i juni, men forhandlingerne blev udskudt til efter sommerferien på grund af folketingsvalget den 5. juni.
Regionerne har krævet to milliarder kroner om året til at tage hånd om den demografiske udvikling med flere børn og ældre, for at kunne leve op til befolkningens stigende forventning og for at have råd til de nyeste og bedste behandlinger og medicin.
Og i valgløfterne fra Socialdemokratiet har det da også lydt, at velfærden skal løftes.
I en pressemeddelelse fra Finansministeriet gør Nicolai Wammen ikke just noget for at dæmpe forventningerne om flere penge:
"Danskerne skal mærke, at der er kommet en ny regering, som har velfærdsområdet som vores hovedprioritet. Med økonomiforhandlingerne med kommunerne og regionerne tager vi de første skridt i retningen af at styrke og passe på vores velfærd for både børn, unge, voksne og ældre," siger han.
Siden 2010 er hospitalernes økonomi løftet med cirka en procent om året, mens løftet i de forudgående 10 år i gennemsnit var dobbelt så høj.
Og regionerne anfører, at selv om væksten i den tilførte økonomi i snart ti år har været så beskeden, så er produktiviteten siden 2009 steget voldsomt: Antallet af patienter i somatikken ernsteget med 13 procent, og antallet af patienter i psykiatrien er steget med hele 40 procent.
Samtidig er udgifterne til sygehusmedicin steget med 67 procent, mens antallet af det sundhedsfaglige personale, såsom læger og sygeplejersker, er steget med 3,5 procent.
