Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

DR har begået rystende godt TV om Alzheimer

Skrevet af Maria Cuculiza den . Skrevet i Nyheder.

 

I en alder af bare 48 år får bankdirektør Bjørn Jacobsen konstateret Alzheimers Sygdom. DR TV har i tre programmer "En stille forsvinden" fulgt sygdommens voldsomme konsekvenser for ham og hans familie. Det tredje og sidste, hvor den 53- årige familiefar er blevet stærkt psykotisk og farlig viser, hvor uhyggeligt alene familien er med problemerne.

Bjørn Jacobsen var, indtil han blev erklæret syg i 2015, en succesfuld leder i Nordea Bank med 300 mennesker under sig. Hans hustru, Julie Rubow, og deres tre sønner havde bemærket halvandet år op til diagnosen, at Bjørn Jacobsen havde ændret sig. Han blev mere og mere fraværende, mere og mere glemsom, og talte dårligt engelsk trods, at det var hans arbejdssprog i banken. Det irriterede dem, men de tilskrev det stress. Indtil han selv bad om den sygemelding, som blev begyndelsen til en test på Rigshospitalets Hukommelses-klinik, hvor han fik sin Alzheimer diagnose.

I programmerne, hvoraf de to første blev sendt i 2017 og det sidste søndag aften,  følger man ikke kun Bjørn Jacobsens årlige besøg på hukommelses-klinikken på Rigshospitalet og hans pinagtigt hurtigt dalende kompetencer indenfor rumforståelse, regning og evner til at huske, men også betydningen af hans sygdom for familiens liv. Et familieliv som splintres i chok, sorg og fortvivlelse, som hverdagene bliver sværere og sværere at tumle omkring den stadigt dårligere familiefar trods familiens sjældent mange mentale, økonomiske, intellektuelle og følelsesmæssige ressourcer.

Men hvor de to første programmer i høj grad også havde fokus på en families stærke sammenhold og beundringsværdige evner til at balancere mellem glæder og realiseringer af drømme, inden det er for sent, og på den anden side også hårde, men realistiske forholdsregler i forhold til Bjørn Jacobsens fremadskridende nedbrydning, så er program tre anderledes barskt uden særligt mange formildende omstændigheder.

Da seerne møder Bjørn Jacobsen i programmets start på Rigshospitalets Hukommelsesklinik godt fire år efter, at han oprindeligt blev erklæret syg af Alzheimer, kan han ikke mere rigtigt tale, har overhovet ingen rumfornemmelse og kan ikke trække 7 fra 100. Han oplyser selv til lægen, at han har det godt, men hans hustru fortæller, at han i det forløbne år, siden de sidst har besøgt klinikken, nu er blevet aggressiv, går hjemmefra i vrede og er begyndt at slå i frustration og afmagt over sin situation.

Hans hustru, Julie, og børnene forsøger dog fortsat at få tilværelsen med ham til at hænge sammen, alt imens Julie også forsøger at få hjælp fra det offentlige i forsøg på at give Bjørn Jacobsen nogle gode sidste måneder eller år. Samtidig med at hun også kæmper for at få bistand til at kunne værne om sin egen og børnenes fysiske sikkerhed. For hvordan skal hun vægte hensynet til sin mands åbenlyse behov og resten af familiens behov?

Og Bjørn Jacobsens stille forsvinden bliver nu til en voldsom og larmende forsvinden, for han bliver, som programmet skrider frem i stigende grad paranoid og psykotisk i takt med, at hans Alzheimer forværres. Og efter flere meget voldelige episoder i hjemmet må hun indse, at han ikke mere kan bo hjemme, men må flyttes på plejehjem. På plejehjemmet overfalder han personalet, og programmet slutter med, at han ender stærkt psykotisk på en psykiatrisk afdeling.

De nænsomt producerede, men alligevel dramatisk hjerteknugende programmer, som er tilrettelagt af dokumentaristen Per Wennick, er et unikt indblik i, hvor ydmygende Alzheimer er for den syge, og hvor umenneskeligt hårdt den kan ramme de pårørende. Det er ikke for ingenting, at Alzheimer kaldes ’de pårørendes sygdom’, for som programmerne så tydeligt viser, så har de pårørende det i mange situationer endnu værre end patienten, som ikke altid opfatter alle  problemerne.

At familien så åbent har valgt at dele den megen smerte, sårbarhed og afmagt, for at vi andre kan få indblik i, hvad sygdommen, som 80.000 danskere er ramt af, koster af lidelse, er en beundringsværdig gave, som vi som samfund skal være taknemmelig over. En gave, som familien besluttede sig at give, fordi de vidste allerede, da Bjørn Jacobsen fik sin diagnose, at det ville blive vanskeligt, og at Alzheimer er omgivet af tabu, tavshed og negligeren. Både Bjørn Jacobsen og Julie Rubow havde nemlig begge kort forinden mistet deres mødre til Alzheimer, og de vidste, hvad de gik ind til. Både i forhold til sygdommen, de svære år der ville komme og i forhold til det omgivende samfund.

Og Julie Rubow retter i dag, hvor hun og børnene lever alene tilbage uden ægtemand og far i hjemmet, en skarp kritik mod samfundet og sundhedsvæsnets manglende indsats overfor demente:

”Det, vi har manglet, er nogle kompetencer og en forebyggende indsats tidligt i forløbet. Kompetencer og faglighed bør stilles til rådighed, som kan hjælpe med at håndtere en meget vanskelig hverdag, som hele tiden ændrer sig og stiller nye udfordringer til os som familie i forhold til at kunne i mødekomme den dementes behov. Vi har manglet, at der var nogen, der tog ansvar for, at Bjørn fik den bedst mulige behandling. Samt tog ansvar for at dække hans behov, således at psykofarmaka ikke blev eneste udvej, da jeg måtte give slip på ham.”