Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Løkke: Regionslukninger var ikke Venstres idé

Venstres formand Lars Løkke lægger afstand til den lukning af regionerne, der i hans regeringsperiode var en central del af sundhedsreformen. Løkke nævner også, at Venstre nu står frit. 

Det skriver Altinget.

Onsdag aften i det politiske talkshow Lippert på TV2 News blev Løkke interviewet om den aktuelle uro om formandskabet i Venstre. 

”Der er ingen tvivl om, at der er dele af Venstres bagland, der har følt sig kørt over i noget af den politik, vi har stået for, mens vi var i regering. Et konkret eksempel på det er hele spørgsmålet om regioner, hvor vi jo, for at lave kompromisser mellem os selv, Liberal Alliance og De Konservative i regeringen og over til Dansk Folkeparti, laver et sundhedsreformsudkast, hvor regionerne er ude af spillet. Det er der rigtig mange i vores bagland, der har været kede af," sagde Løkke ifølge Altinget.

Lars Løkke antydede også, at Venstre nu, hvor partiet ikke længere er i regering, kan have en anden holdning til regionslukninger: "Jeg synes, at det er så ærgerligt, hvis vi ikke bruger den her situation, hvor vi nu har frigjort os af det her, til at komme videre,” sagde han til TV 2 News.