Martin Geertsen er ny sundhedsordfører for Venstre
Martin Geertsen, 49, er udpeget til ny sundhedsordfører i Venstres folketingsgruppe.
Han erstatter Sophie Løhde, der tidligere på ugen blev udpeget til politisk ordfører.
Martin Geertsen er uddannet cand.scient.pol. og sidder også i regionsrådet i Region Hovedstaden.
I forbindelse med den tidligere regerings oplæg til sundhedsreform og planer om at nedlægge regionerne, var Martin Geertsen positiv, selv om han selv er i et regionsråd. Han syntes ikke, at der var noget problem i at nedlægge regionerne. Det skulle bare være entydigt, hvor det politiske ansvar skulle placeres henne, sagde han.
"Man skal træde gaspedalen helt i bund og ikke kun fjerne det folkevalgte niveau, men også få fjernet bureaukratiet og sammenlagt regionerne på det administrative plan. Det skal ikke være en halv løsning, men en hel løsning," sagde han til DR.
Martin Geertsen har også tidligere været medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og fra 2002 var han kultur- og fritidsborgmester. Efter kommunalvalget i 2005 blev han Venstre og oppositionens kandidat som overborgmester.
I august 2007 meddelte Geertsen overraskende, at han fratrådte posten som kultur- og fritidsborgmester to år før tid.
Fra 2008-2010 arbejdede Martin Geertsen som seniorkonsulent i kommunikationsvirksomheden Cohn og Wolfe, hvor han specialiserede sig i at rådgive kommuner med konkrete kommunikationsudfordringer og private virksomheder med kommercielle interesser i de danske kommuner.
Før han blev valgt til Folketinget arbejdede Martin Geertsen i Public Affairs Bureauet Rud Pedersen A/S.
