Britisk prioriteringinstitut afviser "revolutionerende" migræne-middel
Migrænekesperter - også danske - har kaldt det nye medicin Aimovig for ’revolutionerende' og 'en forskningsmæssig milepæl' inden for migrænemedicin.
Men det britiske prioriteringsinstitut NICE har nu afvist det. Aimovig er simpelthen ikke kost-effektivt, mener komiteen i NICE, som har behandlet sagen. Listeprisen på Aimovig er på ca. 5000 pund om året, hvilket svarer til ca. 42.000 danske kroner.
Komiteen udtrykte bekymring over, at kliniske studier ikke har inkluderet mennesker, som uden succes har prøvet andre forebyggende midler. Denne gruppe ville have størst behov for lægemidlet, mente komiteen.
Firmaet bag Aimovig har ifølge NICE skaffet ekstra data for at vise langtidseffekten af Aimovig, men komiteen var ikke tilfreds, fordi disse data kun inkluderede patienter med episodisk migræne og ikke kronisk migræne, som det jo handlede om - og i øvrigt heller ikke fortalte noget om, hvor mange forgæves, forebyggende behandlinger patienterne tidligere havde været igennem.
Der eksisterer nemlig i dag flere forskellige former for forebyggende behandling, men ingen af dem er beregnet til migrænikere. Den forebyggende effekt på migræne er en slags “bivirkning” til et lægemiddel, som er rettet mod en anden sygdom - nemlig blodtryksmedicin, medicin mod epilepsi, medicin mod depression og Botox.
Aimovig er den første, forebyggende behandling kun til migræne, og den nye medicin tilhører et helt nyt behandlings-regime, kaldet CGRP-hæmmere (se faktaboks) Men NICE fandt altså ingen evidens for, at Aimovig var bedre end Botox, som NICE ellers anbefaler til kroniske migrænepatienter, som forgæves har afprøvet tre typer forebyggende behandling.
NICE mener derfor, at det er usikkert, om der er nogen klinisk merværdi af Aimovig.
Herhjemme blev Aimovig i april i år godkendt til kroniske migrænepatienter, som ikke har fået hjælp af anden forebyggende behandling, og som ellers ville få tilbudt (eller får) botox.
De nye CGRP-hæmmere
- CGRP står for calcitonin gen-relateret peptid og er et naturligt stof i kroppen.
- CGRP dannes i nervecellerne, og den måske vigtigste funktion er at udvide blodkar efter behov. CGRP stimulerer dannelsen og frigivelsen af NO fra blodkarrets inderside. NO er det stof, som udløser, at et blodkar udvider sig.
- CGRP er også involveret i smerteoplevelsen, idet CGRP-molekyler virker som budbringere fra f.eks. områder med inflammation til hjernen.
- En dansk undersøgelse har vist, at to ud af tre forsøgsdeltagere udviklede et migræne-anfald, efter at de fik en injektion med CGRP. Det har bl.a. ført til, at forskerne mener, at blokering af CGRP nok vil kunne bruges som middel mod migræne.
- Blokering af CGRP’s funktion kan enten ske ved at blokere de receptorer, som stoffet CGRP binder sig til på nervecellerne, eller ved at sætte molekyler fast på CGRP-molekylerne, så de ikke længere passer ind i receptorerne.
Nye lægemidler, der hæmmer CGRP og dermed forebygger migræne
- Aimovig (indholdsstof erenumab), fra Novartis. Godkendt i Europa i juni 2018. Også godkendt i Danmark til udvalgte migrænikere.
- Emgality (indholdsstof galcanezumab) er den næste CGRP-hæmmer, som er på vej mod det danske marked. Fra Eli Lilly. Godkendt i EU i september 2018.
- Ajovy (indholdsstof fremanezumab), kommer fra Teva. Godkendt i EU i april 2019.
- Eptinezumab, fra Alder Biopharmaceuticals. Endnu ikke godkendt i hverken USA eller Europa.
