Danmark underskriver samarbejdsaftale med amerikansk sundhedskompleks
I dag, tirsdag 1. oktober, underskriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (Soc.) g direktør William McKeon fra det amerikanske sundhedskompleks Texas Medical Center en aftale, som skal øge adgangen til nye sundhedsteknologiske løsninger for danske patienter.
Texas Medical Center består bl.a. af 21 hospitaler, som tilsammen behandler ca. 10 mio. patienter årligt og omfatter f.kes. MD Anderson Cancer Center, der er verdens største kræfthospital, og Texas Childrens’ Hospital, der er verdens største børnehospital.
Med aftalen får danske hospitaler og forskningsinstitutioner en hjælpende hånd til at styrke deres samarbejde med amerikanske partnere, og danske virksomheder, som producerer sundhedsteknologi, kan også få hjælp til at markedsføre deres løsninger på det amerikanske marked.
”Vi har brug for hinandens idéer og innovationskraft, og et tæt samarbejde med en gigant som Texas Medical Center vil skabe nye muligheder for vores hospitaler og forskningsinstitutioner. Samtidig åbnes døre for, at innovative danske sundhedsvirksomheder kan udbrede deres løsninger til hele verden. Jeg har derfor store forventninger til samarbejdet, som både er til gavn for samfundet, virksomhederne og den enkelte patient,” siger Magnus Heunicke.
Arbejdet med den nye samarbejdsaftale blev skudt i gang i forbindelse med Kronprinsesse Marys besøg hos Texas Medical Center i Houston i foråret 2019. Danmark bliver det tredje land efter Australien og Storbritannien, der indgår i en et såkaldt Bio Bridge-samarbejde med Texas Medical Center.
Hospitalet MD Anderson Cancer Center har tidligere behandlet danske kræftpatienter og rådgav også Aarhus Universitetshospital og oplærte de danske læger, da hospitalet indkøbte partikelkanonen, der kan behandle kræftpatienter med en mere skånsom strålebehandling. Den nye behandlingsform kan spare de danske patienter for en tur på 8.000 kilometer, da de ikke længere behøver tage til USA for at få behandlingen. For nylig blev det første danske barn behandlet med partikelkanonen på Aarhus Universitetshospital.
