Varm sommer gav parasitinfektioner på svømmeturen
De varme somre og den globale opvarmning har øget forekomsten af den ufarlige, men ubehagelige parasitinfektion ”svømmerkløe” hos badegæster i de danske søer. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Københavns Universitet.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Acta Dermato-Venereologica.
Parasitinfektionen forårsages af en lille parasit-fladorm, der borer sig ind i huden. Og infektionen ser ud til at være en risiko, som danskerne skal lære at leve med under varme somre, hvis de vælger at tage sig en svømmetur i en ferskvandssø.
"Vi kan se, at der er rapporteret om flere tilfælde af svømmerkløe i Danmark. Samme tendens gør sig gældende i Europa, og med de stigende temperaturer kan vi forvente, at tilstanden bliver hyppigere," siger læge Eva Susanne Tracz fra Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Forskerne har førhen set enkelttilfælde på ”svømmerkløe” her og der, men i 2018 var det i en helt ny skala med flere indrapporterede tilfælde til Naturstyrelsen og historier i medierne. På grund af al opmærksomheden undersøgte forskerne personer med symptomer, og de havde rigtig nok de kliniske tegn på svømmerkløe. Efterfølgende tog forskerne$ prøver fra de søer, de havde badet i og kunne konstatere, at parasitten var tilstede i fem danske søer. Dermed kunne de med et langt større datagrundlag end tidligere bekræfte risikoen for at få lidelsen, når det er varmt i Danmark.
Projektet var et samarbejde mellem dyrlæger på Københavns Universitet, der har stor viden om parasitterne og hudlæger på hospitaler i Aarhus og Odense, der er specialister i hudlidelser. Mens det stadig var sommer, efterspurgte forskerne offentligt personer, der oplevede symptomerne, som blandt andet er kløe, knopper og udslæt.
