Danmark bliver vært for verdenskongres i bestemt type kræftbehandling
I 2021 skal København være vært for den fjerde udgave af verdenskongressen i elektroporation. Professor Julie Gehl fra Sjællands Universitetshospital er med til at arrangere kongressen, der bredt belyser en teknologi, som hun spår, får en vigtig rolle i kræftbehandlingen fremover.
”Det, vi har brug for i kræftbehandlingen, er, at vi får flere muligheder til vores patienter. Der er stadig for mange mennesker, som dør af kræft, og for mange mennesker, der har bivirkninger ved den kræftbehandling, de får. Så det gælder om at få nogle flere redskaber, som vi kan bruge til at hjælpe patienterne. Jeg tror, at elektroporation bliver en vigtig ekstra mulighed i kræftbehandlingen,” siger Julie Gehl.
Elektroporation er en metode, hvor man ved hjælp af elektriske impulser kan lave sprækker i cellemembraner. Det kan blandt andet bruges til at lægge molekyler ind i kræftcellerne, som kan slå kræftcellerne ihjel. Indtil videre bruges metoden typisk til at lægge kemoterapi ind i kræftcellerne, men man er også begyndt at arbejde med kalk, fordi kræftceller har vist sig at have svært ved at tåle høje koncentrationer af kalk inde i kræftcellerne, fortæller Julie Gehl.
Elektroporation er gået fra udelukkende at være en eksperimentel behandlingsform til i dag at blive brugt bredt i både rutine- og forsøgsbehandling. Som det er nu, bruges elektroporation rutinemæssigt i Danmark til behandling af metastaser i huden fra f.eks. bryst- og modermærkekræft. Behandlingen foregår på Herlev Hospital. På Rigshospitalet arbejder man med elektroporation til behandling af hovedhalskræft, og på Sjællands Universitetshospital arbejder man med metoden i tarmkræft og er i gang med at sætte flere protokoller op, fortæller Julie Gehl, som har arbejdet med teknologien i 25 år.
Der er få bivirkninger ved elektroporation, fordi det er en lokaliseret behandling, som gives lige præcis der, hvor den kræftsvulst, man vil behandle, befinder sig. Metoden er desuden billig og kræver ikke det store setup, fortæller Julie Gehl.
”Teknikken er ganske enkel, men kræver specialister inden for det respektive felt, så de kan se præcist, hvor den tumor er, som skal behandles, og vurdere, om der er brug for elektroporation eller en anden behandling. Det er noget af det, vi beslutter, når vi har fælles konferencer mellem de forskellige afdelinger, hvor vi ser på, hvad der er bedst for den enkelte patient,” siger hun.
