Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lægemiddelstyrelsen søger chef til nyt center for dataanalyse

Lægemiddelstyrelsen søger chef til nyt center, som skal skabe fundamentet for en helt ny måde at godkende og overvåge lægemidler på.

Den tidligere regering besluttede i februar i år at støtte oprettelsen et nyt dataanalysecenter i Lægemiddelstyrelsen. Centeret skal kunne håndtere analyser af store datamængder på lægemiddelområdet og medicinsk udstyr og skal overvåge sikkerheden og effekten af lægemidler og medicinsk udstyr, efter de er kommet på markedet.

Nu søger Lægemiddelstyrelsen i et jobopslag en “visionær leder, der brænder for dataanalyse til at styrke sikker og effektiv medicin.” Jobbet forventes besat 1. marts 2020.

Centeret får adgang til adskillige datakilder og kan arbejde med flere dataset: Strukturerede rådata fra ansøgere i lægemiddelindustrien; post-approval data i kliniske registre; indberettede hændelser med medicinsk udstyr; spontane bivirkningsindberetninger; elektroniske data fra patientjournaler; data om biologiske markører og billeddata mv. De analyser, der udføres af Dataanalysecenteret, vil især sætte Lægemiddelstyrelsen i stand til at reagere langt hurtigere på potentielle sikkerhedsproblemer.

Centeret bliver etableret på den teknologiske platform fra Nationalt Genom Center, som har en enorm computerkapacitet (en af de mest højtydende computere i EU).

Det er meningen, at centeret skal give bedre patientsikkerhed og mærkbare gevinster for life science-industrien: Det forventes således at kunne lette erhvervslivets byrder med det, der svarer til op til ca. 150 mio. kr. årligt. Det skal især ske inden for kliniske forsøg, godkendelse af lægemidler og sikkerhedsovervågning af lægemidler. I forhold til kliniske forsøg vil centerets rådgivning forhåbentlig betyde, at lægemiddelvirksomheder kan tilrettelægge deres forsøg mere præcist og målrettet bestemte patientgrupper og sygdomme. Det vil indebære besparelser i form af færre forsøgspersoner, kortere forsøgsperioder og færre forsøg, som må ændres eller opgives.

Ifølge planen vil analysecenteret også føre til, at styrelsen mere kvalificeret og hurtigere kan godkende ansøgninger om markedsføring af lægemidler – og dermed fremme virksomhedernes mulighed for en hurtigere indtjening. 

”Initiativet er et meget væsentligt skridt for lægemiddelsikkerheden og skaber fundamentet for en helt ny måde at godkende og overvåge lægemidler på. Sundhedsvæsenet og den nye sundhedsteknologi generer i dag flere data end nogensinde før, og det er essentielt, at vi som myndighed formår at analysere alle disse data på en måde, som kan komme samfundet til gavn. Med det nye dataanalysecenter bliver vi i stand til at vurdere data fra en lang række af kilder for både lægemidler og medicinsk udstyr på en helt anden måde end hidtil, ligesom vi også få langt bedre mulighed for at være på forkant i forhold til datasikkerhed og dataetik,” sagde Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz i februar.