Formand for psykiaterne: Psykiatrien er et speciale, hvor man ikke vælger at gøre brug af den seneste forskning på området
Behovet for en samlet national plan for, hvordan de forskellige psykiatriske sygdomsforløb skal håndteres, presser stadig mere på. Bl.a. fordi forløbsprogrammerne kun er få, at nogle af dem er gamle, at de ikke implementeres, og at de medfører stor forskelsbehandling for patienterne.
Det er holdningen i Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, hvor formand, overlæge Gitte Ahle, siger:
”Det er trist igen at opleve, at psykiatrien ikke bliver prioriteret, og at man rundt om kun har fået udviklet ganske få forløbsprogrammer. Men måske det ikke er så mærkeligt, da det jo kræver en del ressourcer – som ikke er der. Ressourcer, som skulle bruges til både udvikling af programmerne og til at sikre, at de bygger på den nyeste evidensbaserede viden om udredning og behandling.”
Dybest set mener DPS slet ikke, at det er hensigtsmæssigt med regionale forløbsprogrammer, da konsekvensen er, at patienterne behandles meget forskelligt, afhængigt af, hvor i landet de bor.
”Forløbsprogrammerne ville give væsentlig mere mening, hvis de gjaldt for hele landet. Derfor håber vi, at der med den kommende psykiatriplan skabes en overordnet national plan, der sikrer, at patienterne får en ensartet behandling over hele landet,” siger Gitte Ahle.
Og behandlingen skal ikke alene være landsdækkende, men også bygge på de nyeste evidensbaserede forskningsresultater. Nogle af de eksisterende forløbsprogrammer, guidelines o.l. er at ældre dato. Og det er ikke rimeligt, mener DPS-formanden, der især savner en opdatering af Sundhedsstyrelsens referenceprogrammer – som netop er landsdækkende, men for nogles vedkommende daterer sig tilbage til 2004 og 2007 .
