Dansk medicoselskab har skabt diagnostisk apparat til private
Det lille danske medicoselskab, Egoo.health går på børsen i det tidlige forår 2020 for at rejse mindst 32 millioner kroner til produktion og salg af deres nye lille apparat, som skal gøre det muligt for forbrugerne selv at diagnosticere og monitorere sygdomme ved hjælp af blodprøver i hjemmet.
Apparatet, der sammen med en elektronisk platform giver forbrugerne adgang til at hjemmeteste deres kliniske biomarkører, sender testsvaret til brugerens mobiltelefon i løbet af få minutter efter, at man har taget sin blodprøve i en finger.
Det lille apparat er på størrelse med en halv Nespressomaskine, og som til kaffemaskinen hører der også en lille kapsel med til Egoo.healths apparat. Efter et prik i fingeren anbringer man nogle dråber blod i kapslen, som herefter kommes i apparatet. Så analyseres blodet og dernæst sendes resultatet til en mobiltelefon, hvorpå man således modtager sine kliniske biomarkører i løbet af få minutter.
”Der er ikke forskel på kvaliteten af de test, vi kan lave på apparatet og så den kvalitet, som vi har i vores store laboratorier,” forklarer administrerende direktør for Egoo.health, Thomas Warthoe, der sammen med sin bror, Peter Warthoe, har udviklet det nye apparat i deres fælles firma, Qlife.
Brødrene Warthoe er lige nu i færd med at teste apparatet på en række hospitaler. Blandt andet på Herlev Hospital, hvor et antal nyrekræftpatienter har fået et apparat med hjem, så de selv kan tjekke indholdet af deres kræftmedicin, Sutent, i blodet og på Frederiksberg hospital, hvor en række patienter med leddegigt har fået mulighed for selv at tjekke deres inflammationsmarkører hjemmefra.
”Vi samler lige nu data ind med henblik på at få myndighedernes tilladelse til at kunne sælge vores apparat til forbrugerne i marts-april. Ligesom vi også er i færd med at få de sidste godkendelser, så det også kan blive solgt til professionelle brugere som for eksempel hospitaler, plejehjem og sundhedscentre. Hertil kommer, at vi jo også skal have separat godkendelse af hvert assay, altså af hver biomarkører, som vores apparat kan teste for. Godkendelser som vi forventer at indhente i år og lige i begyndelsen af det nye år.”
