Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Forsker: Klarere politiske rammer ville styrke Medicinrådet

Skrevet af Nina Bro den . Skrevet i Nyheder.

Regions- og Folketingpolitikerne kunne skabe større stringens i Medicinrådets afgørelser, hvis de formulerede tydeligere og mere anvendelige kriterier for, hvad rådet skal pejle efter, når det træffer beslutning om, hvorvidt en ny behandling skal være standardbehandling eller ej.

Det siger seniorforsker og ph.d. ved VIVE, Sarah Wadmann, der som led i et forskningsprojekt har fulgt rådets arbejde i et år.

Ved en høring over Danske Regioners evaluering af Medicinrådet efterlyste patientrepræsentant i Medicinrådet Leif Vestergaard Pedersen for nylig, at politikerne i højere grad involverer sig i rådsarbejdet og sikrer, at rådets beslutninger følger den linje, der er givet politisk mandat til.

Ideen fandt ikke den store opbakning ved høringen, og i denne uge har alle på nær én af Folketingets sundhedsordførere over for Altinget afvist tanken. Sarah Wadmann opfordrer også til at bevare armslængdeprincippet mellem Medicinråd og de politiske beslutningstagere, men hun bakker Leif Vestergaard Pedersen op i, at politikerne med fordel kunne udstikke en tydeligere retning for rådet. En klarere politisk udmelding om, hvordan man ønsker at prioritere i godkendelsen af nye lægemidler, vil formentlig kunne forbedre beslutningsprocessen, fortæller hun til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

”Det vil være fint, at man politisk gør noget ud af at tydeliggøre den ramme, som skal sætte retningen for Medicinrådets arbejde. Lige nu har Medicinrådet ikke særlig meget guidance, når de kommer til det sidste punkt i den lange vurderingsproces, hvor de skal sammenholde omkostningerne med den kliniske merværdi. Hvad skal de rette sig efter, når de skal afgøre, om omkostningen er rimelig eller ej? Hvilke kriterier skal de lægge vægt på? Det har man ikke været særlig tydelig omkring i den politiske rammesætning for rådet,” siger Sarah Wadmann.

Når den politiske ramme for Medicinrådet er uklart formuleret, er det vanskeligere at sikre ensartethed i vurderingerne af lægemidler fra sag til sag, mener hun.

”Hvis der ikke er klare rammer for, hvilke kriterier, rådet skal lægge vægt på, kan de enkelte vurderinger komme til at afhænge af, hvad rådet kom til at diskutere i den ene sag i forhold til den anden,” siger hun.

I vurderingsprocessens sidste fase skal rådet sammenholde den kliniske vurdering af lægemidlet med omkostningerne, og den beslutning er værdibaseret, og det vil være en fordel at få gjort det tydeligt. Så længe politikerne ikke har formuleret tydelige kriterier for, hvordan man ønsker at prioritere, er det vanskeligt at evaluere, om rådets beslutninger er i sync med det politiske mandat, mener Sarah Wadmann.

”Regionerne har med alvorlighedsprincippet givet noget retningsangivelse, men for at kunne bruge som beslutningskriterium må det operationaliseres, for hvad mener vi med alvorlighed? Er vi som samfund for eksempel villige til at acceptere højere omkostninger, når det gælder tilstande, som skaber lidelse tidligt i livet versus sent i livet? Har det vigtig betydning, at der ikke findes andre behandlingsmuligheder? Det er nogle af de overvejelser, hvor jeg mener, at man på det politiske niveau skal være lidt bedre til at give retning,” siger Sarah Wadmann.

Med tydeligere kriterier fra politikerne for denne sidste del af processen vil politikerne lettere kunne holde øje med, om rådet følger, den retning, de ønsker, uden at bryde med armslængdeprincippet i forhold til de enkelte sager, mener hun.