Forsøg for sclerosepatienter: Telemedicin et godt alternativ til fysisk fremmøde
Scleroseklinikken ved Aalborg Universitetshospital har foreløbig gode erfaringer med et nyt tilbud om sygeplejekontroller via telemedicin.
Teknikken virker, og kontrolformen er tidsbesparende for patienten og giver sygeplejerskerne bedre føling med patienterne end telefonkontroller. For at telemedicin kan blive en rigtig succes, skal flere patienter dog overvinde deres utryghed ved teknikken, fortæller sygeplejerske Mette Løht Topp.
”Systemet fungerer godt for personalet, og de patienter, vi har haft igennem, er også tilfredse. Det eneste, der kan være lidt bøvlet, er hvis patienten også skal have målt blodtryk. Så skal de enten låne et blodtryksapparat eller forbi deres praktiserende læge og få taget det. Men mange gange hænger det sammen med, at de også skal have taget blodprøver, og så kan de få taget det ved samme lejlighed, så alt i alt har ordningen fungeret problemfrit,” siger Mette Løth Topp.
De telemedicinske kontroller foregår via et specialudviklet computerprogram, hvor hospitalspersonalet og patienten via en sikker linje kan kommunikere på samme måde som via Skype, hvor samtaleparterne kan se hinanden på skærmen. For personalet er det en væsentlig bedre løsning end de telefonkontroller, som nogle patienter hidtil har valgt at gøre brug af.
”Det betyder noget, at vi kan se, hvordan patienterne har det. Vi har for eksempel haft en patient, der var lidt ked af det oven på sit behandlingsskift, og der var det en hjælp at kunne se hendes ansigt, fremfor kun at høre hendes stemme i telefonen,” fortæller Mette Løth Topp.
Samtidig er de computerbårne konsultationer mere tidseffektive end konsultationer i klinikken.
”De telemedicinske kontroller tager kortere tid end en fysisk kontrol. Både fordi vi ikke skal måle blodtryk, og fordi det på en eller anden måde er mere effektivt, end når patienten er her fysisk. De patienter, der har været igennem giver udtryk for, at de er glade for det. Vi oplever, at de får den kontakt, de har brug for, og at det rent faktisk giver en mere målrettet kommunikation mellem os og patienterne end det fysiske møde,” siger Mette Løth Topp.
