Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Flere personer sigtet i sag om millionsvindel på sygehus

OPDATERET MANDAG KL. 14.50. Socialstyrelsen, Forsvaret - der går næsten ikke en dag i øjeblikket uden en ny svindelsag et sted. Nu er det Sygehus Lillebælt, som har politianmeldt en tidligere betroet medarbejder på baggrund af mistanke om mulig millionsvindel med sygehusets midler under vedkommendes ansættelse.

Sygehuset skriver i en pressemeddelelse, at politianmeldelsen skete 4. oktober 2019.

Vejle Amts Folkeblad har søgt om aktindsigt i sagen, skriver avisen. Det skete fredag, og nu har sygehuset så valgt at offentliggøre sagen. Ifølge avisen drejer det sig om en ledende medarbejder.

Samtidig skriver Sydøstjyllands Politi, at politiet onsdag 11. december foretog en række ransagninger og anholdelser i en sag om økonomisk kriminalitet. "Baggrunden for politiaktionen er en anmeldelse fra Sygehus Lillebælt, der mistænker en tidligere medarbejder og to tidligere samarbejdspartnere for i fællesskab at have foretaget fiktive indkøb og oprettet falske fakturaer," skriver politiet.

Politiaktionen er foregået flere steder i landet, blandt andet i Vejle og på Fyn og Sjælland, og den er udført i samarbejde med flere andre politikredse. Der er sigtet flere personer, skriver politiet.

Sygehus Lillebælt skriver, at den tidligere medarbejder ikke længere er ansat på sygehuset, og relevante oplysninger og materiale er blevet overgivet til politiet.

I alt drejer det sig om et samlet beløb på mellem 1 million og 1,5 millioner kroner, som sygehuset vil kræve tilbagebetalt, hvis der rejses tiltale.

”Det er vores opfattelse, at den pågældende medarbejder har fundet et hul i et hjørne af vores kontrolsystem, og at vedkommende bevidst har omgået vores kontroller i samarbejde med personer udenfor sygehuset. Der er tale om flere mindre beløb fordelt over en periode på flere år, eskalerende frem mod vores politianmeldelse,” siger Sygehus Lillebælts administrerende direktør, Christian Sauvr.

Det er nu op til politiet at vurdere, om der skal rejses sigtelse og tiltale mod medarbejderen.

”Vi tager naturligvis den her sag meget alvorligt, og det er også derfor, vi har valgt at indgive en politianmeldelse, så snart vi fik mistanke om, at noget var galt,” siger Christian Sauvr.

Af hensyn til efterforskningen og personalesagen kan sygehuset ikke gå i flere detaljer med hvor og hvordan, den mulige svindel er foregået. Men der er allerede nu sat nogle tiltag i værk, som skal bidrage til, at noget lignende ikke kan ske igen.

”Vi er med det samme gået i gang med at se på, hvordan vi kan stramme op, og om der er procedurer, der skal være anderledes. Vi har allerede nu lavet nogle organisatoriske ændringer, ligesom vi strammer op på vores ledelsestilsyn. Samtidig skal vi have forholdt os til, om vi kan sikre os yderligere, uden at det går ud over alle vores mange andre dygtige og ordentlige medarbejdere,” siger Christian Sauvr.