Flere og flere piger får uspecifikke symptomer - det skyldes ikke HPV-vaccine, men hvad så?
Piger, der er HPV-vaccinerede, har ikke flere uforklarlige symptomer end andre piger, men flere og flere unge piger får uspecifikke symptomer. Det viser et nyt omfattende registerstudie med mere end 600.000 danske piger i alderen 11-17 år.
Det skriver Videnskab.dk.
HPV-vaccinen er ikke skyld i de uforklarlige symptomer, som et stigende antal piger oplever i teenagealderen. Det betragter anerkendte epidemiologer efterhånden som veldokumenteret, og forskere fra Aarhus Universitetshospital lægger nu endnu et studie til støtte for det synspunkt.
Studiet, som netop er publiceret i American Journal of Epidemiology, viser, at ikke-vaccinerede piger er lige så ofte på hospitalet med uspecifikke symptomer som vaccinerede piger, og at piger, der allerede har været i kontakt med sundhedsvæsnet på grund af uspecifikke symptomer, ikke kommer oftere på hospitalet efter HPV-vaccination end andre piger. Samtidig viser studiet, at antallet af piger, der oplever uspecifikke symptomer som lavt blodtryk, smerter, besvimelse og andre uforklarlige symptomer har været stigende fra før, at vaccinen blev introduceret. Forekomsten er steget støt i perioden 2000-2014, og introduktionen af HPV-vaccinen førte ikke til en ændring i kurven.
Tidligere studier, der har undersøgt vaccinens sikkerhed, har typisk inkluderet oplysninger om veldefinerede diagnoser som eksempelvis epilepsi, narkolepsi eller autisme, og ingen af de studier har fundet, at vaccinerede piger har højere risiko for at få en diagnose end ikke-vaccinerede. Forskerne fra Aarhus Universitetshospital har valgt at se på piger med de uspecifikke symptomer, og også de konkludererl, at symptomerne må skyldes noget andet end HPV-vaccinen.
»Vi havde en hypotese om, at der kunne være piger med bivirkninger, som er blevet overset i den hidtidige forskning. Derfor kiggede vi efter uspecifikke symptomer, der ikke har udløst en veldefineret, endelig diagnose. Men vi har ikke fundet noget som helst, der antyder, at vaccinen har udløst den slags symptomer,« siger studiets førsteforfatter Reimar W. Thomsen, der er overlæge på Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og lektor på Aarhus Universitet.
