Kjellberg: Bedre udligning er en forudsætning for god sundhedsreform
En ændret kommunal udligning er en forudsætning for, at man kan lave en ambitiøs sundhedsreform.
Det siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – Vive, til Altinget.
"Hvis man mener, at der skal være rimeligt lige vilkår for at drive sundhedstilbud, så er det i den grad påkrævet, at man får kompenseret de kommuner, der har høje udgifter til sundhed og pleje," siger han og peger på, at kriteriet allerede indgår i opgørelsen af regionernes udgiftsbehov. "Hvis vi skal have mere lighed i sundhed, bliver vi nødt til at have mere lige vilkår at spille på, og hvis vi skal i gang med at flytte flere opgaver ud til kommunerne, skal der ske noget. Det er helt utænkeligt at forestille sig mere standardiserede kommunale sundhedstilbud med de uhyre store forskelle, vi har nu," siger han til Altinget.
Jakob Kjellberg ser derfor positivt på regeringens forslag om at indføre et nyt udgiftsbehovskriterium, som afspejler lav middellevetid. Han mener, at giver mening at supplere alderkriteriet med et mål for, hvor lang tid der er til forventet død, for de fleste udgifter ligger i de sidste år før døden.
Tags: sundhedsreform
