Medicin mod hepatitis C viser god effekt på følgesygdomme
Antiviral behandling af hepatitis C hjælper også mod følgesygdomme som nedsat leverfunktion, skrumpelever og kognitive vanskeligheder.
Forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har fulgt 71 patienter før, under og efter behandling med lægemidlet sofosbuvir for at undersøge behandlingens effekt på hepatitis C-følgesygdomme, og resultaterne er positive.
Betændelsen i leveren svandt, der blev mindre arvæv, leveren blev bedre til at nedbryde mælkesukker, og patienternes kognitive funktioner forbedredes.
”Det er virkelig godt nyt, for behandlingen virker på næsten alle patienter med hepatitis C, men det er ny viden, at den også virker mod følgesygdommene. Og det er helt afgørende for den gruppe patienter, for man dør ikke af hepatitis C-virussen, men det gør man i værste fald af de sygdomme, som en kronisk leverskade kan føre til,” siger Tea Lund Laursen, ph.d.-studerende på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet. Hun er førsteforfatter til studiet, som er udgivet i tidsskriftet Journal of Viral Hepatitis.
Forskningen er specielt aktuel, da lægerne nu endelig har fået lov til at kontakte 3.000 patienter med hepatitis C, så de kan få adgang til behandling. Problemet har været, at lægerne har brudt databeskyttelsesloven ved trække data på de syge ud af forsknings-databaserne, men sundhedsminister Magnus Heunicke garanterer nu lægerne straffrihed.
Ifølge Tea Lund Laursen understreger studiet, at det er vigtigt at finde og behandle hepatitis C-patienterne.
”For det første fordi det tyder på, at patienterne får en bedre livskvalitet af behandlingen, og for det andet fordi man med de nye behandlinger på sigt vil kunne udrydde hepatitis C, hvis det lykkes at finde alle patienterne,” siger hun.




