Ny bekendtgørelse skal gøre det lovligt at opspore alle med hepatitis C
En ny bekendtgørelse skal gøre det muligt i særlige tilfælde at lempe reglerne for forskningsdata, så læger vil blive i stand til at opspore og kontakte mennesker, der uden at vide det er smittede med hepatitis C.
Efter et høringsfase vil bekendtgørelsen træde i kraft enten 1. april eller 1. maj, og indtil da må forskere bruge nødret. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) på et samråd onsdag 19. februar. Samrådet handlede om de forhindringer, der er for at opspore hepatitis C-smittede danskere.
Med den kommende bekendtgørelse kan lægerne nu få lov til at kontakte blandt andre de 3.000 patienter med hepatitis C, som de kender til fra forskningsdatabaser. De smittede kan dermed få adgang til en behandling, der i 95 procent af tilfældene kurerer sygdommen.
Problemet har været, at lægerne har brudt databeskyttelsesloven ved trække data på de syge ud af forsknings-databaserne. Sundhedsministeriet har indtil videre henvist lægerne til, at de kan påkalde sig nødret, og Magnus Heunicke har for nylig garanteret lægerne, at de ikke kommer i juridisk klemme, hvis de bruger nødret.Selv om lægerne snart vil kunne kontakte de 3000 personer, som de ved er smittede, er der lang vej igen til at få udryddet sygdommen. Der er nemlig ca. 17.000 danskere, som ifølge Sundhedsstyrelsens seneste tal vurderes at være smittede med hepatitis C. Og dem er det svært at få kontakt med. Dels fordi under halvdelen af dem har en diagnose, og dels fordi det typisk drejer sig om stofbrugere, og det er en gruppe, som ikke nødvendigvis følger aktivt med i nyhedsstrømmen eller tjekker e-boks.
Men ministeren sagde, at kommuner og regioner begge skal arbejde ihærdigt for at forsøge at få fat i alle og tilbyde screeninger i bl.a. fængsler, i psykiatrien og i akutmodtagelser. Sundhedsstyrelsen vil komme med et inspirationskatalog til kommuner og regioner med gode ideer til opsporing.
Hvorfor behandle hepatitis C?
Den væsentligste grund til at få behandling for hepatitis C er at stoppe dannelsen af arvæv i leveren.




