Neurologiske afdelinger belastes nu af den rammestyrede økonomi
Neurologiske afdelinger belastes nu af den rammestyrede økonomi
Neurologien har vokseværk, og de budgetter, de neurologiske afdelinger fik, da de i begyndelsen af 2019 overgik fra aktivitetsstyret til rammestyret økonomi, vil snart være for små. Det mener ledende overlæge ved den neurologiske afdeling ved Sygehus Lillebælt Henrik Boye Jensen.
Jesper Erdal, ledende overlæge ved Neurologisk Klinik, Rigshospitalet, er enig: inden for få år skal de neurologiske afdelinger tilføres flere penge.
Indtil 1. januar 2019 kom hver patient til afdelingen Hjerne- og Nervesygdomme ved Sygehus Lillebælt i Kolding med en pose penge i halen. Økonomien var aktivitetsstyret, og afdelingen kunne skrue op og ned for aktiviteten efter behov. Ved årsskiftet 2018-2019 overgik afdelingen, lige som alle andre hospitalsafdelinger i Danmark i øvrigt, til rammestyret økonomi, og afdelingen fik et fast budget baseret på aktiviteten i 2018.
Indtil videre har dette ikke medført større ændringer, men antallet af neurologiske patienter stiger, og da der samtidig kommer flere nye behandlinger til en del af de neurologiske sygdomme, får afdelingerne mere og mere at lave. I Kolding har ledende overlæge Henrik Boye Nielsen, som det første spæde tegn måttet opgive fire af de fem medicinstuderende, der ellers har løst en række basisopgaver i afdelingen.
”Vi har ikke råd til samme antal medicinstuderende længere, og det betyder, at vi mangler hænder. Foreløbig klarer vi os fint, men det er min opgave at sørge for, at økonomien holder, og min holdning er, at rammen kan blive lidt for snæver til de opgaver, vi skal løse fremover,” siger Henrik Boye Jensen.
