Ny afdeling til coronapatienter åbner i Aalborg
Aalborg Universitetshospital opskalerer beredskabet i forbindelse med coronavirussen og åbner derfor en pandemiafdeling. Det gør det muligt at håndtere op mod 50 patienter i isolerede omgivelser. Det sker for at udvise rettidig omhu.
En ny pandemiafdeling på Aalborg Universitetshospital, Syd, er ved at blive oprettet og skal stå klar, hvis der på sigt skulle vise sig et behov for at isolere et større antal behandlingskrævende patienter med sygdommen COVID-19. Der er i øjeblikket ikke testet positive patienter i Region Nordjylland, men i lyset af udviklingen med antallet af smittede i Europa, ønsker hospitalet at være parat til at kunne inddæmme eventuel smitte.
"Vi vil gerne være på forkant, men måske kommer afdelingen aldrig i brug – det ved vi ikke noget om i øjeblikket. Men vi skal være med til at sikre, at en eventuel smitte ikke breder sig, så vi følger selvfølgelig situationen nøje og handler herefter i tæt samarbejde med en lang række sundhedsmyndigheder," siger lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Michael Braüner Schmidt.
Pandemiafdelingen får til huse, hvor der i dag er Patienthotel og enkelte andre afdelinger. Disse flyttes til andre lokaler på hospitalet.
I Region Nordjylland er 34 testet negative
Aalborg Universitetshospital har siden starten af uge 9 haft mulighed for både at teste patienter for COVID-19 og for at udøve behandling af patienter med sygdommen. Det blev sat i værk, da Sundhedsstyrelsen ændrede sine retningslinjer for den nationale håndtering af COVID-19 baseret på udviklingen i Sydeuropa.
"Vi er er en del af et nationalt sundhedsberedskab, og oprettelsen af pandemiafdelingen er også afledt heraf. Vi har et godt og tæt samarbejde med øvrige regioner og myndigheder. Det gør også, at vi hurtigt har kunnet teste patienter for virussen på Aalborg Universitetshospital, ligesom vi er godt rustet hele vejen rundt i forhold til den nuværende situation," siger Michael Braüner Schmidt.
Tags: corona

