Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Dom: Ulovligt, da firma hævede medicinpris med 2.000 procent

Lægemiddeldistributøren CD Pharma AB satte i 2014 prisen 2000 procent op på et ve-stimulerende lægemiddel, der hedder Syntocinon, til de danske sygehuse. Sø- og Handelsretten har netop slået fast, at CD Pharma misbrugte sin dominerende stilling i 2014.

Sø- og Handelsretten har derved stadfæstet Konkurrenceankenævnets afgørelse i sagen af 29. november 2018 og Konkurrencerådets afgørelse af 31. januar 2018.

”Det er en vigtig dom, som kan få betydning for regionernes indkøbspriser på medicin fremover," siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, i en pressemeddelelse.

"Høje priser, som dem vi har set i CD Pharma-sagen, kan svække konkurrencen fra parallelimportører ved fremtidige budrunder. Det skyldes, at parallelimportører risikerer at skulle erstatte det tab, som Amgros lider, hvis parallelimportører oplever leveringsvanskeligheder, og en ny leverandør sætter en ulovlig høj pris," siger han.

Amgros er regionernes indkøbsorganisation.

Vandt rammekontrakt

I 2013 vandt en parallelimportør og konkurrent til CD Pharma rammekontrakten om at levere det ve-stimulerende lægemiddel til Amgros til 43 kroner per pakke. Parallelimportøren - Orifarm - kunne ikke levere som aftalt i foråret 2014 på grund af leveringssvigt fra Orifarms europæiske leverandører, og Amgros måtte i stedet købe Syntocinon fra CD Pharma.

CD Pharma havde i modsætning til parallelimportøren leveringssikkerhed, fordi selskabet havde en eksklusiv distributionsaftale med producenten om salg af Syntocinon i Danmark.

Amgros kontaktede første gang CD Pharma den 3. april 2014 med henblik på levering af Syntocinon, og selskabet leverede sin første erstatningsleverance den 8. april 2014 til en pris på 45 kr. pr. pakke. Med virkning fra den 28. april 2014 hævede CD Pharma prisen på lægemidlet fra 45 kr. pr. pakke til 945 kr. pr. pakke. En stigning på 2000 procent.

CD Pharmas adfærd indebar, at Amgros samlet betalte små seks millioner kroner mere end prisen i den oprindelige kontrakt med parallelimportøren.

Hvis en leverandør ifølge an rammeaftale ikke kan levere, er leverandøren forpligtet til at erstatte Amgros’ merudgift.

CD Pharma kunne ikke begrunde prisstigningen med for eksempel højere omkostninger eller særlige hensyn til forskning og udvikling, og Amgros gik til Konkurrencerådet.

Amgros fik medhold

I Konkurrencerådet fik Amgros medhold i sin klage over prisstigningen, og Konkurrencerådet besluttede desuden at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der også kendes som Bagmandspolitiet, for at finde ud af, om firmaet kan straffes i sagen.

Men CD Pharma ankede Konkurrencerådets afgørelse til Konkurrenceankenævnet og anførte, at selskabet ikke besad en dominerende stilling i konkurrencelovens forstand, og at selskabet ikke misbrugte en sådan stilling i strid med de nævnte bestemmelser.

Det var Konkurrenceankenævnet nu ikke enig i. I en kendelse sagde ankenævnet, at selskabet misbrugte sin stilling. Og det er Sø- og Handelsretten altså fuldstændig enig i.

Sø- og Handelsrettens dom indeholder fortrolige oplysninger og kan derfor ikke offentliggøres i sin helhed. En offentlig version af dommen vil blive lagt på Sø- og Handelsrettens hjemmeside den 18. marts 2020.

 

 


Om Syntocinon

Syntocinon med indholdsstoffet oxytocin blev oprindeligt produceret af lægemiddelproducenten Novartis, men der findes mange uafhængige producenter af oxytocin i Europa. Der er ingen af de pågældende leverandører, der i den for denne sag relevante periode har haft tilladelse til at markedsføre oxytocin på det danske marked.

I perioden 2007-2008 solgte Novartis Syntocinon til det danske marked, men fra 2009 leverede det italienske selskab Sigma-Tau, der også producerer det originale Syntocinon, lægemidlet til det danske marked. Sigma-Tau havde i perioden fra 2009 til begyndelsen af 2014 en eksklusiv distributiionsaftale med en svensk lægemiddeldistributør ved navn Sobi.

Med virkning fra 11. februar 2014 indgik CD Pharma AB, der er en svensk lægemiddeldistributør, en vertikal eksklusiv distributionsaftale med Sigma-Tau om, at CD Pharma skulle være lokal repræsentant for Sigma-Tau vedrørende Syntocinon (injektionsvæske) i bl.a. Danmark.

Selskabet trådte ind på det danske marked i begyndelsen af april 2014.