Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Gentofte Hospital forsætter med planlagte aktiviteter

Gentofte Hospital gennemfører foreløbig planlagte operationer stik imod Sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Ledelsen på Gentofte hospital vurderede fredag, at der endnu ikke er så travlt på grund af coronaepidemien, og derfor fortsætter aktiviteten med ikke akutte operationer indtil videre, fortæller direktør på Herlev og Gentofte Hospitaler Steen Werner Hansen til Politiken.

”Vi følger selvfølgelig Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men lige i øjeblikket er der ikke mange syge på hospitalerne med corona. Vi skal sikre os, at vi kan stille personale op, når der kommer flere patienter med covid-19, men indtil da vil vi gerne hjælpe de patienter, der er skrevet op til en operation. Vores bekymring er, at de kommer til at vente meget lang tid bagefter, fordi, når den her epidemi er ovre, så er det sommerferie, og så kan man komme til at gå ret lang tid med noget, som er blevet vurderet bør opereres,” siger Steen Werner Hansen til Politiken.

Beslutningen på Gentofte Hospital udfordrer statsministerens opfordring til ikke at bevæge sig ud med mindre det er nødvendigt, og ifølge avisen er der udbredt bekymring blandt hospitalets personale, fordi det er svært at følge myndighedernes anbefalinger omkring forsamling af mange mennesker, når aktiviteten opretholdes.

”Når vi har et almindeligt planlagt program har vi et par hundrede mennesker igennem ambulatoriet dagligt, som kommer til at sidde tæt i venteværelserne, selv om vi har prøvet at rykke stole fra hinanden, og det samme gør sig gældende i operationsmodtagelsen,” siger en anonym overlæge til Politiken.

Regeringens strategi for at afbøde den nuværende epidemi er social distancering. Den samme strategi, som i Kina har vist sig som det mest effektive værn mod spredning af smitten, og denne strategi er også baggrunden for Sundhedsstyrelsens opfordring til at aflyse planlagte ikke-akutte aktiviteter på hospitalerne.

Hospitalsdirektør Steen Werner Hansen forstår imidlertid ikke den faglige bekymring.

»Jeg synes, det er vigtigt at holde tungen lige i munden. Det nemmeste er at overreagere, gå i panik og aflyse alt. Den anden vej, man kan gå, er selvfølgelig at lytte til Sundhedsstyrelsen og se på, hvad man kan gøre sikkert, og så tage bestik af situationen dag for dag,« siger han til Politiken.

Sundhedspolitisk Tidsskrift har forgæves bedt Sundhedsstyrelsen om en kommentar, og vi har ligeledes uden held spurgt Steen Werner Hansen, hvilke foranstaltninger, man har foretaget for at forhindre smittespredning i forbindelse med den planlagte aktivitet.