Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Helt sygehus skal huse coronasmittede patienter

Som en del af eskaleringsplanen udvider Region Nordjylland nu sin kapacitet og tager Aalborg Universitetshospital, Farsø, i brug. Det sker for at sikre, at regionen har den kapacitet, der skal til i behandlingen af coronapatienter.

I øjeblikket - onsdag - er 10 patienter indlagt på Aalborg Universitetshospital med bekræftet coronasmitte. Derudover afventes podningssvar på godt 30 indlagte patienter. Den nuværende situation og de seneste dages udvikling betyder, at regionen nu går op på trin 2 og aktiverer matriklen i Farsø. Hidtil har kun Pandemiafdelingen i Aalborg været i brug.

"Vi er kommet dertil, hvor vi vil få behov for yderligere kapacitet, så vi kan sikre, at vi bedst muligt kan håndtere coronasmitte. Vi har i den seneste uge efteruddannet personale, så vi har det personale, der skal til for at kunne håndtere disse patienter, og vi følger udviklingen nøje og aktiverer efter behov," siger lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt, Aalborg Universitetshospital.

Konkret skal der mobiliseres op mod 100 sengepladser i Farsø til coronasmittede patienter, der ikke har behov for intensiv behandling.

Samtidig med udvidelsen af kapaciteten med Farsø, er eskaleringstrinet herefter at kunne åbne sengekapacitet på Regionshospital Nordjylland til 26 coronasmittede patienter.

"Vi er klar til at aktivere et sengeafsnit i Hjørring til COVID-19 patienter. Alle forberedelser er gjort og det kan tages i brug med 24 timers varsel," siger lægefaglig direktør Thomas Larsen fra Regionshospital Nordjylland.

Efter Hjørring kan andre hospitalsmatrikler blive aktiveret. Det vil ske gradvist, i takt med at behovet opstår.

Tags: corona