Udenlandsdansker i et alvorligt dilemma
SPANIEN. Den pensionerede journalist Arne Møller bor i Spanien på solkysten. Som farfar vil han gerne hjælpe med at passe børnebørnene - men de bor i Danmark.
Tre døgn efter Spanien blev erklæret i undtagelsestilstand, følger Danmark efter med nedlukning af forretninger, restauranter, barer og cafeer – med undtagelse af apoteker og fødevareforretninger.
Forskellen på Danmark og Spanien er, at vi siden mandag morgen har haft udgangsforbud. Gader og stræder er støvsuget for mennesker. Det er kun lovligt at gå til supermarkedet og til apoteket for at handle.
I Spanien har befolkningen et autoritært forhold til ordrer fra myndighederne. Når der bliver sagt udgangsforbud, så bliver det taget alvorligt af alle – også af de unge. Her vil man f.eks. aldrig se en ung mand give politiet fingeren eller ytre sig med skarpe synonymer for samleje. Sig ”Fuck You” til en politibetjent, og du ligger gennempryglet i håndjern på fortovet hurtigere, end du kan nå at sige hasta la vista.
Udgangsforbud til trods, så har der været en sand folkevandring mod Malaga Airport. Mange af vores danske venner og bekendte har siddet og ombooket. Flere har ringet og grædt i afmagt, fordi flybilletterne forsvandt hurtigere, end de kunne indtaste kreditkort-oplysningerne. Andre er kede af at få afbrudt deres ophold, fordi de føler sig mere sikre i deres lejlighed her på Solkysten end i Danmark. Det langt største problem for danskere på langtidsophold her i vintermånederne er uvisheden om, hvornår flyvningerne bliver genoptaget.
Personligt måtte jeg træffe en beslutning tirsdag eftermiddag. Jeg havde en flybillet til Danmark onsdag morgen 07.30 – planen var, at jeg skulle til Vejle og passe mine børnebørn, Oscar og Freja på hhv. 7 og 3 år, fordi min søn og svigerdatter er arbejdsramt.
For 9 år siden blev jeg ramt af en aortaaneurisme, der bristede (foto). Jeg blev reddet klokken fem minutter i død af et lægehold på Rigshospitalet. Siden den dag har jeg været i risikogruppe p.g.a. nedsat lungefunktion.
Derfor endte jeg med at stå i et alvorligt dilemma: På den ene side lurede risikoen for at møde en coronavirus på min vej fra Malaga til Vejle, der i værste konsekvens kan slå mig ihjel. På den anden side vil jeg som farfar naturligvis gøre alt for at hjælpe min søn og svigerdatter og børnebørn.
Et råd fra sundhedsmyndighederne løste problemet:
”Hvis ens barns skole eller daginstitution er lukket på grund af coronavirus, skal man ikke lade bedsteforældrene passe børnene. Ældre, kronisk syge og svækkede er blandt de mest sårbare over for coronavirus”.
Min søn og svigerdatter havde naturligvis stor forståelse for min beslutning om at blive i Spanien, hvor jeg også har min hustru. Børnepasningsproblemet blev så i øvrigt løst af statsministeren; min svigerdatters arbejdsgiver blev lukket tirsdag aften som led i bestræbelserne for at inddæmme coronavirus i Danmark.
Tilbage sidder jeg så med min kone i vores luksuseksil på Costa del Sol og kigger fra vores altan ud på en mennesketom by. Kigger på et bølgende Middelhav og kilometer lange sandstrande, som er blottet for turister.
Måske bliver 2020’erne eftertænksomhedens årti.
