Udenlandsdansker i et alvorligt dilemma
SPANIEN. Den pensionerede journalist Arne Møller bor i Spanien på solkysten. Som farfar vil han gerne hjælpe med at passe børnebørnene - men de bor i Danmark.
Tre døgn efter Spanien blev erklæret i undtagelsestilstand, følger Danmark efter med nedlukning af forretninger, restauranter, barer og cafeer – med undtagelse af apoteker og fødevareforretninger.

Forskellen på Danmark og Spanien er, at vi siden mandag morgen har haft udgangsforbud. Gader og stræder er støvsuget for mennesker. Det er kun lovligt at gå til supermarkedet og til apoteket for at handle.
I Spanien har befolkningen et autoritært forhold til ordrer fra myndighederne. Når der bliver sagt udgangsforbud, så bliver det taget alvorligt af alle – også af de unge. Her vil man f.eks. aldrig se en ung mand give politiet fingeren eller ytre sig med skarpe synonymer for samleje. Sig ”Fuck You” til en politibetjent, og du ligger gennempryglet i håndjern på fortovet hurtigere, end du kan nå at sige hasta la vista.
Udgangsforbud til trods, så har der været en sand folkevandring mod Malaga Airport. Mange af vores danske venner og bekendte har siddet og ombooket. Flere har ringet og grædt i afmagt, fordi flybilletterne forsvandt hurtigere, end de kunne indtaste kreditkort-oplysningerne. Andre er kede af at få afbrudt deres ophold, fordi de føler sig mere sikre i deres lejlighed her på Solkysten end i Danmark. Det langt største problem for danskere på langtidsophold her i vintermånederne er uvisheden om, hvornår flyvningerne bliver genoptaget.
Personligt måtte jeg træffe en beslutning tirsdag eftermiddag. Jeg havde en flybillet til Danmark onsdag morgen 07.30 – planen var, at jeg skulle til Vejle og passe mine børnebørn, Oscar og Freja på hhv. 7 og 3 år, fordi min søn og svigerdatter er arbejdsramt.

