Nye retningslinjer: Kritisk sundhedspersonale kan få hurtig raskmelding
Udvalgte ansatte med milde coronasymptomer kan nu blive testet. Går de fri, kan de gå på job igen med det samme. Det skal sikre, at der er nok personale på sygehusene.
Nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen fastlægger, at medarbejdere i sundhedsvæsenet med kritiske funktioner fremover kan blive udredt for coronavirus, hvis de føler sig lidt halvsløje. Alle med mistænkt eller bekræftet coronavirus betragtes desuden som smittefri 48 timer efter ophør af symptomer.
I regionerne tager man godt imod retningslinjerne, fortæller formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.
"Flere og flere coronasmittede patienter får behov for behandling i sundhedsvæsenet. Hvis vi skal kunne følge med i den kommende tid, har vi brug for så mange af vores dygtige læger, sygeplejersker, bioanalytikere og andet sundhedspersonale som overhovedet muligt," siger hun.
Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer gælder også personer, der ”varetager kritiske funktioner i ældreplejen, arbejde med socialt udsatte eller helt særlige nøglefunktioner i samfundet.”
Tags: corona

