Hjertelæge: Brug EKG til at udelukke hjertesvigt hos diabetespatienter
Almen praksis kan kvalificere henvisninger til udredning af hjertesvigt ved at bruge EKG og dermed aflaste de kardiologiske afdelinger, mener overlæge og professor, Kenneth Egstrup.
Diabetespatienter har to til tre gange så stor risiko for at udvikle hjertesvigt, og der er derfor god grund til at være særlig opmærksom på diabetespatienter, hvis de viser tegn på hjertesvigt.
Der dog et overlap mellem symptomer, der stammer fra KOL, alder, overvægt og diabetes, og så symptomerne fra hjertesvigt, hvilket gør det svært i mange tilfælde at vurdere, om patienten viser tegn på hjertesvigt eller ej.
Derfor bliver mange diabetespatienter henvist til kardiologiske afdelinger med henblik på yderligere udredning ved hjælp af ekkokardiografi.
Det er dog muligt at frasortere nogle af henvisningerne til dels ved hjælp af et EKG (elektrokardiogram), siger Kenneth Egstrup, dr. med og overlæge på Odense Universitetshospital og professor på SDU.
”Ved at bruge EKG vil almenpraktiserende læger bedre kunne udelukke hjertesvigt og dermed begrænse henvisningerne. Hvis analysen viser et normalt EKG, vil patienten med næsten helt sikkert ikke have hjertesvigt, og derfor skal der i første omgang overvejes en anden diagnose,” siger Kenneth Egstrup.
