Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Næsten 10 år gammel spillefilm om et globalt virusudbrud er som at se en dokumentarfilm om corona

Skrevet af Maria Cuculiza den . Skrevet i Nyheder.

FILM. I de seneste måneder er den amerikanske filminstruktør Steven Soderbergs film Contagion om en pandemi, der dræber millioner af mennesker jorden rundt, stormet op af streamingtjenesternes hitlister, hvor den nu hører til i top-5. Og det er der gode grunde til, for det er en fremragende film, som man kan lære en masse af. For eksempel at forblive hjemme, hvis man endnu ikke helt har fattet regeringens budskaber.

Det kan forekomme næsten perverst at ville se Contagion om en usynlig dødelig virus´ hærgen. Som om at virkeligheden ikke er tilstrækkelig science-fiction-agtig i sig selv. Så hvorfor se fiktive mennesker dø samtidigt med, at virkelighedens globale smitte- og dødstal dagligt stiger på grund af corona? Det er blandt de spørgsmål, som man med god grund kan stille sig selv, hvis man ikke tidligere har set filmen.

Men det bør altså ikke afholde én fra alligevel at se den, selv om det måske nok er tilrådeligt at se den sammen med en anden og altså ikke alene, for den er så tæt på vores nye surreale hverdag, at der kan være behov for at tale med et andet menneske om alle disse utroligt mange sammenfald. Og hvordan man kan reagere og forholde sig til alle disse nye tanker og valg, som filmen illustrerer, og som vi alle konfronteres med for tiden.

Kapløb mod tiden begynder

I filmens begyndelse møder man Beth Emhoff (Gwenyth Paltrow), som er på vej tilbage fra en forretningsrejse til Hong Kong med et stop i Chicago Lufthavn, hvor hun har sex med sin tidligere kæreste. Beth føler sig syg, men tilskriver sine symptomer jetlag, og da hun kommer hjem til Minneapolis, når hun at smitte sin søn, som dør kort efter, at hun selv er udåndet på hospitalets akutafdeling. Hendes mand Mitch (Matt Damon) går i karantæne, men viser sig at være immun overfor den virus, som nu spreder sig med lynets hast i første omgang i Hongkong, i en lille provins udenfor Hongkong, hvor alle ældre mennesker allerede er døde, i Minneapolis og i Chicago. Et kapløb mod tiden for at identificere, inddæmme og udrydde virusset er begyndt, inden at alt for mange millioner eller milliarder mennesker dør.

Men som i virkelighedens verden tager det tid, inden at sundhedsmyndighederne bliver klar over, at en pandemi er gået i gang, og de første, som indser det og advarer, bliver mødt med modstand og økonomiske indvendinger. I filmen vist via de amerikanske myndigheder, CDC’s lægelige repræsentant i Minnesota, som spilles af Kate Winslet. I Hong Kong kæmper WHO’s repræsentant (Marion Cotillard) med at identificere udbruddets oprindelse, og tilbage i CDC’s hovedkontor forsøger man at forstå virussets smitteformer, genetiske identitet, og hvordan man hurtigst og bedst muligt kan lave en vaccine.

Filmens virus minder slående om det, som vi i dag mener at vide om corona. Et virus som stammer fra dyr, et virus som er helt nyt for den menneskelige krop og forskerne - samt et virus, som smitter hurtigt via fysisk kontakt og overflader. Derfor er filmens råd til befolkningen også som i dag: Høj hygiejne, mundværn, masker, indskrænkninger i menneskers mobilitet og social isolation: Bliv hjemme, hold fingrene væk fra ansigtet og undgå alle smittekilder i supermarkedet, som er det eneste sted, man bør bevæge sig hen udenfor hjemmet. Filmens kamera bevæger sig tæt på typiske smittekilder i restauranter, offentlige transportmidler og butikker på en måde, som gør, at det brænder sig fast på nethinden.

Det hele er der

Andre billeder og situationer er mindre pædagogiske, men ligeså tæt på vores nye virkelighed - som for eksempel tomme lufthavne, skoler og shopping centre, mangel på hospitalspersonaler med de rette former for  beskyttelsesudstyr, uddannelser og retningslinjer, sygesenge i store messehaller, som vi har set det fra Madrid, griskhed i supermarkeder, desperate borgere som flygter fra særligt smittede områder til mindre smittede områder som vi har set det i Italien, forældre som kæmper for at holde deres livsivrige, men uforstående teenagerbørn inden døre, læger som overskrider bureaukratiske, men også tit velbegrundede, grænser for at blive berømte – eller for at forsøge at nå frem til den livreddende vaccine på hurtigste vis. Det hele er der.

Contagion er ikke en dystonisk katastofefilm på nogen måde. Den lægger sig derimod tæt op af de scenarier, som verdens førende pandemiforskere har forsket i de seneste år velvidende, at det aldrig har været et spørgsmål, om vi ville få en epidemi, men kun om hvornår. Alle filmens hovedpersoner, bortset fra faderen spillet af Matt Damon, består af virologer og eksperter i epidemier og pandemier i sundhedsvæsnets ledende lag. Og alle fremstilles de som mennesker, der gør det så godt, som de overhovedet kan, i de rammer, som de er givne. Også selv om vores helte nogle gange går uden for reglerne på grund af helt personlige hensyn ligesom civilbefolkningen, som mange gange er de mindst velovervejede og mest egoistiske.

Deja-vu

Så selv om filmens virus hedder MEV-1, og ikke corona, er en af de følelser, man rammes af ren deja-vu, for det er som at se en dokumentarfilm, hvori man har ladet de kendte Hollywoodskuespillere spille nogle af de rigtige mennesker, som vi har set gennem de seneste måneder i medierne. Heriblandt også den øretæveindbydende blogger, spillet af Jude Law, som bruger de sociale medier til at tilrane sig stjernestatus blandt myndighedsfjendske anti-vax’ere, som tror på hans konspirationsteorier om, at virusset er en fiktion, som alene tjener til at forgylde medicinalindustrien. Samtidigt sælger han en 'effektiv' urtemedicin imod virusset. En rolle som han spiller så godt, at man har lyst at kyle en brosten efter sin billedskærm, indføre censur på sociale medier og i øvrigt straks melde sig som frivillig arbejdskraft hos Bill Gates og hans globale vaccinationsprogrammer.

Selv om nogle af filmens helte dør undervejs, så er Contagion på mange måder en guide til, hvordan vi alle bør opføre os praktisk og etisk i forhold til os selv og vores omgivelser, hvis vi vil have corona-epidemien til at ende godt. Uanset vores personlige liv og uanset hvilke roller, vi indtager i samfundet. Derfor er den god at se, og derfor er den især god at tale med andre om.

At skuespillerne alle spiller mere end fremragende, at manus er suverænt, at det filmiske billedsprog er perfekt, og at den giver en ramme til at forstå, hvad der foregår i kulisserne bag en pandemi gør, at filmen har mere end fortjent sine seks stjerner. 

 

PS. Den medicinske rådgiver bag filmen, Ian Lipkin, fortalte i øvrigt i tirsdags, at han er blevet smittet med coronavirus. "Hvis det kan ramme mig, kan det ramme alle," har han sagt.

Tags: corona