Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kan fodbold åbne Europa?

SPANIEN. På 35. døgn er den danske journalist, Arne Møller, og hans hustru ramt af udgangsforbud i Spanien. De frygter, at coronasmitten vil holde dem endnu 20 døgn i husarrest. Det sætter nogle tanker i gang. 

Det her må være lidt ligesom at være anbragt på “den lukkede”. Min gårdtur strækker sig til, at jeg må gå 100 meter til apoteket eller supermarkedet for at købe fornødenheder og hjem igen. Vi kommer tidligst ud 26. april, men realistisk først 10. maj.

I går, hvor Dronningen havde fødselsdag, gik jeg scroll-amok på Facebook og click-bananas på avisernes nyhedssites. Bag mig kørte fjernsynet med fødselsdags-reportager og nyheder. Jeg åd alt råt.

Hen på eftermiddagen gik verden pludselig i sort for en af mine gode Facebookvenner. Hun var dybt deprimeret. Borgmesteren her i Benalmadena havde nemlig udsendt en meddelelse: ”Alle sommerens aktiviteter er aflyst”.

Ingen byfest, ingen optog i gaderne, ingen trut i trompeten på torvet eller sprøde guitarrytmer til flamencodansende senioritas.

Teksten i hendes kommentarfelt var alt andet end opløftende, for man skal huske, at her i Spanien tager man ikke på besøg hos hinanden. Man kommer ikke lige forbi til en kop kaffe eller lidt frokost. Her er det sociale liv henlagt til cafeer og restauranter. Her samles vi til sportsbegivenheder på sportsbarer og værtshuse, og så jubler vi sammen, når der bliver scoret. Her koster en kop kaffe syv-otte kroner og en tier for en pint øl. Hvis det går vildt for sig, kan man risikere at have brugt 10 Euro eller hvad der svarer til 75 kroner, inden kampen er slut.

Det sociale liv står bomstille.

Som en anden skrev i kommentarfeltet: ”Vi risikerer at skulle sidde inde længere end Nicklas Bendtner - og vi har ikke engang slået nogen.”

Og apropos fodbold. Lige før midnat faldt jeg over en nyhed på Jyllands-Postens hjemmeside, som kan give os et håb:

”UEFA møder signalerer øget klarhed om fodbold i Europa”. Det er godt nok en noget bøvlet overskrift, men lad nu det ligge. Artiklen handler om, at Det Europæiske Fodboldforbunds eksekutivkomité mødes 23. april til en videokonference, for at diskutere coronavirussens skadelige indflydelse og virkning på både nationale og europæiske turneringer.

Den engelske TV-station BBC skriver, at UEFA planlægger at afvikle finalen i Champions League 29. august - men i stort set alle lande ligger det fast, at der ikke kan spilles fodbold med tilskuere før tidligst 1. september.

Alt andet lige, så er det en meget interessant viden, som BBC smider på bordet. Måske er der alligevel et lille håb, vi alle kan klynge os til, for ikke at blive helt bims i bøtten. Eller som Hertugen af Cambridge, Prins William, mere diplomatisk udtrykker det til BBC: ”Hvis vi fortsætter med at bruge mere tid i lockdown, kommer der til at være et støt stigende behov for, at folk passer på deres mentale helbred og tager det seriøst. Og der bliver også behov for, at de ved, hvor de skal gå hen for at få den nødvendige støtte.”

Hvis man kigger på de forskellige lande, ikke mindst Spanien, hvor jeg opholder mig, så er der udsigt til en langvarig lockdown. Intet tyder på, at Spanien åbner grænserne før til november.

Tænk sig, hvis fodbold kan få Pedro Sánchez og resten af Europas statsledere på andre tanker, og i fodbold kan alt som bekendt ske!

 

 

Tags: corona, spanien