Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Landet, der har sejret over coronavirussen - to gange

268 smittede. De seneste 8 dage ingen nye smittede. Og 0 dødsfald.

Sådan kan Vietnams sejr over coronavirussen beskrives i tal. Måske ikke verdens mest pålidelige tal, da de kun kommer det kommunistiske styres sundhedsministerium, men konklusionen er klar: Vietnam har kæmpet mod virussen usædvanligt effektivt og efter alt at dømme - besejret den.

Krigsretorikken er tilsigtet. For Vietnams kommunistiske regering "erklærede krig" mod virussen allerede i januar, hvor coronaepidemien endnu var begrænset til Kina, og har formået at få borgerne til at føle sig som tro soldater i frontlinjen. Selv om de er blevet holdt i et jerngreb, har den fælles fjende fået fællesskabsfølelsen i Vietnam til at blomstre.

Resultatet er nu, at jernnæven løsnes en smule. Restriktionerne blev torsdag 23. april f.eks. lempet i Ho Chi Minh City, hvor premierminister Nguyen Xuan Phuc har tilladt, at byen afslutter "social-distance-kampagnen", der begyndte 1. april. Forretninger og butikker får lov til at åbne. "Direktiv 15" vil dog stadig være gældende - ingen sociale arrangementer og forsamlinger over 20 mennesker, ingen grupper på mere end 10 mennesker foran arbejdspladser, skoler og hospitaler, og alle skal holde mindst to meters afstand. Men det er lempelige restriktioner, når man har i ugevis har været vant til direktiv 16: Udgangsforbud og ingen grupper på over to personer.

Umiddelbart er landets sejr over virussen uforståelig. Landet med 96 millioner indbyggere deler en 1.100 kilometer lang grænse med Kina, pandemiens epicenter. Det har ikke særligt mange penge til at bekæmpe pandemien, f.eks. har der kun været råd til at foretage ca. 210.000 tests. Dertil kommer, at landet har et svagt sundhedssystem. 

Borgmesteren i Ho Chi Minh City, Nguyen Thanh Phong, har sagt, at byen har 900 intensive pladser, så hvis epidemien havde taget fart i tætpakkede by med ni millioner indbyggere, ville hospitalerne hurtigt risikere at løbe tør for pladser til de syge.

Jerngrebet

Landets succes skyldes jerngrebet - meget strenge karantæneregler og en agressiv inddæmningsstrategi, hvor alle, der havde været i kontakt med en smittet, er blevet opsporet og sat i karantæne. Folk er også kommet i tvungen karantæne i militærlejre, hvor soldater serverer mad udenfor deres dør.

To kinesere fra Wuhan landede i Vietnam 13. januar, og 10 dage senere, 23. januar, blev den første vietnamesiske patient registreret i Ho Chi Minh City. 1. februar var der seks smittede, og premierministeren deklarerede national epidemi. Skoler og universiteter fik en ferie forlænget og blev til sidst lukket, de statskontrollerede medier havde massive informationskampagner, og Sundhedsministeriet lancerede en video om rigtig håndvask, som er gået viralt i store dele af verden.

Allerede 13. februar, hvor der var registreret 10 smittede i hele landet, blev en hel by på næsten 10.000 indbyggere nær Hanoi sat i tre ugers karantæne. Myndighederne - og loyale angivere blandt borgerne - opsporede ikke kun de personer, som smittede havde været i kontakt med - også personer i 2., 3. og 4. led blev opsporet - altså bekendte af bekendte af bekendte af bekendte til smittede.

En repræsentant fra verdenssundhedsorganisationen WHO, Takeshi Kasai, siger til nyhedsbureauet AFP, at folks villighed til at "gå i krig mod fjenden" - virussen - har været nøglen til succesen.

"De har virkelig gjort, hvad de kunne," sagde Takeshi Kasai tidligere på ugen til AFP og tilføjede, at han mente, at ca. 80.000 mennesker har været sat i karantæne.

Overalt har sikkerhedsofficerer og spioner for kommunistpartiet fået borgere til at angive "mistænkte". Til nyhedsbureauet AFP fortæller en 72-årig indbygger fra Hanoi f.eks., hvordan han fik til opgave at gå fra dør til dør for at opspore muligt syge og deres pårørende.

Patient nummer 17

Allerede tidligt - i slutningen af februar - lykkedes det at inddæmme smitten. De første 16 patienter var blevet erklæret raske, og glæden var stor. I 22 dage var der ingen nye smittede. Men så kom patient nummer 17 - en 26-årig kvinde, som rejste fra Hanoi 15. februar og besøgte England, Italien og Frankrig, før hun vendte hjem til Hanoi 2. marts. Hun lod sig ikke registrere, som hun skulle, og hun lod sig ikke isolere så længe, som hun skulle.

6. marts kom hun på hospitalet. og to dage senere erklærede sundhedsminister Vu Duc Dam, at Vietnam nu var i fase 2 af epidemien. 14 personer på det samme fly, som den 26-årige kvinde havde været på, blev testet positive, og hele vejen, som kvinden boede på, kom i karantæne i 14 dage.

22. marts fik kvinden lov til at forlade hospitalet efter at være blevet testet negativ to gange.

Men kvindens fremtid er ændret. Den 26-årige blev kendt som kvinden, der bragte virussen tilbage til Vietnam og blev lagt for had og chikaneret på sociale medier. Hun kom til at virke som skrækeksempel for andre, som ikke ønskede at blive lagt for had på denne måde, og derfor nu fulgte restriktionerne til punkt og prikke.

 

Kilder: VN Express, Vietnam Insider, Worldometer, The Diplomat, DW.com, channelnewsasia.com, AFP, vietnam-briefing.com

 

Opdateret overblik over tal og nyheder i coronakrisen:

 

 

Tags: corona