Corona-krisen har sat læger, sygeplejersker og mange andre ansatte i sundhedssektoren under et ekstraordinært stort pres. En øget belastning og en uforudsigelig hverdag tærer på psyken. Derfor har regionerne i hele landet oprustet på mentale kriseberedskaber.
Indtil videre lyder meldingerne, at presset på disse kriseberedskaber endnu er beskedent. Til gengæld forventes det at stige markant i takt med, at metaltrætheden hos personalet melder sig.
”Vi ser en reaktion hos personalet lige nu, som går på, at når krisen kradser, så rykker man sammen og løser opgaven. Men vi ved, at mange kører på overtryk, og efterhånden har gjort det længe. Derfor ser vi begyndende tegn på udmattelse, og om muligt er tiden kommet til forebyggelse,” siger chefpsykolog Jacob Vindbjerg Nissen fra Falck Healthcare, som bistår både Region Hovedstaden og Region Sjælland i deres kriseberedskaber over for de hospitalsansatte.
Fra Falck Healthcares side er man således klar til en dialog om at supplere den eksisterende hjælp med etableringen af bl.a. en hotline og virtuelle gruppesessioner, som måske kan afbøde nogle af de værste psykosociale problemer.
Mange grunde til øget stress
Erfaringerne fra Kina, hvor det hele begyndte, viser, at der er god grund til at forvente reaktioner fra frontpersonalet og gøre kriseberedskaber klar. Her har man gennemført en undersøgelse af de psykiske påvirkninger blandt sundhedspersonalet på et hospital i Wuhan, hvor det viste sig, at 13,5 pct. havde tegn på depressiv lidelse, 24,1 pct. på angst og 29,8 pct. på stress.
Bag disse tal ligger de samme psykosociale udfordringer, som ses overalt lige nu. Dvs. en øget risiko for smitte; øget behov for at skabe distance til familie og netværk; øget risiko for stigmatisering og distancering fra omverdenen; øget arbejdspres og belastninger som følge af længere vagter, stigende intensitet over lang tid med ukendt tidshorisont, fysisk begrænsning ift. brug af værnemidler, højere stressniveau hos ledere, kolleger, patienter og pårørende, risiko for fejl og dødsfald, mindre fritid, søvn mv.
”For mange medarbejdere på hospitalerne gælder, at de har spekulationer om, hvordan de får den nye og markant anderledes hverdag til at hænge sammen. Mange er blevet flyttet til uvante arbejdsforhold på ubestemt tid. Rutinerne er aflyst. Og desuden står dem i fronten med et enormt dagligt pres og oplever, at de ikke kan gøre alt det, de gerne vil i forhold til at hjælpe patienterne. Det er alt sammen noget, der i første omgang kan give symptomer på stress og overbelastning,” som Jacob Vindbjerg Nissen siger.
Mens henvendelserne til kriseberedskaberne endnu ligger på nogenlunde normalt niveau, oplever man i Falck Healthcare, at de sundhedsmedarbejdere man indtil videre har hørt fra, overvejende er dem, der havde det svært i forvejen, og som i en situation som den aktuelle får det endnu sværere. Men mens man venter på, at flere henvender sig, vil chefpsykologen her dog også påpege, at man af og til kan blive overrasket:
”For eksempel havde vi ventet, at telefonerne ville begynde at kime i takt med Sundhedsplatformens indførelse. Det gjorde de ikke. Og jeg tror, det hænger sammen med det fællesskab om opgaven, som opstår i kritiske situationer. Det kan holde folk kørende længere tid end ellers. Når det er sagt, er det dog også klart, at coronaen kun er i sin vorden, og at verden kan se anderledes ud om tre måneder. Da kan situationen spidse til på ny, hvis frontpersonalet stadig skal være meget på overarbejde og måske ikke kan holde ferie som planlagt.”
Regionernes beredskaber
I Region Sjælland er tilbuddet via Falck Healthcare del af en større pakke med psykosociale initiativer til glæde for personalet. Den består bl.a. af sikkerhedsbriefings, action cards og samtaler på individ eller gruppeniveau.
”Vi ved ikke, hvor lang tid corona-pandemien varer. Og selvom vores medarbejdere er vant til at være under pres og håndtere stressende situationer, står de også i mange uvante situationer. Derfor er det afgørende, at vi tilbyder så gode rammer så muligt omkring vores medarbejdere, og at der er et sikkerhedsnet under dem,” siger regionsdirektør Per Bennetsen.
I Region Nordjylland har man etableret sit eget psykosociale beredskab, som står klar til at tage hånd om medarbejderne. Her påpeger direktøren for Kvalitet og Patientsikkerhed i Psykiatrien i Region Nordjylland, Jan Mainz, at situationen nu er sådan, at den blandt personalet skaber ”øget risiko for akut og kronisk stress, sygefravær til skade for både den ansatte, den ansattes familie såvel som for det samfund, der under pandemien har hårdt brug for den ansattes tilgængelighed og kompetencer,” som han siger.
Regionens kriseberedskab dækker spektret af reaktioner fra trivsel til let, moderat eller svær psykisk belastning. Og indsatserne spænder fra mulighed for sparring og supervision hos beredskabets arbejdsmiljøprofessionelle, til individuelle eller gruppebaserede indsatser hos bl.a. psykologer. Der er også oprettet både en hotline og en akut krisetelefon.
Også Region Midtjylland har lanceret en række tiltag, der skal understøtte medarbejdernes ’mentale parathed’ i den ekstraordinære situation skabt af coronavirus. Tiltagene inkluderer bl.a. en beredskabstelefon for dem, der har behov for en støttende samtale eller psykologisk førstehjælp, foruden en samling af gode råd, bl.a. på overskuelige action cards.
I Region Syddanmark er der på de fleste hospitaler kun få indlagte. Flest på Odense Universitetshospital, hvor det psykologiske beredskab også er øget, bl.a. via arbejds- og miljømedicinsk klinik og regionens ledelsesakademi, sådan at man efter henvisning fra sin leder kan blive visiteret til en krise- eller en organisationspsykolog.
Opdateret overblik over tal og nyheder i coronakrisen:
Tags: corona