Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Corona sender udlandsdansker hjem på enkeltbillet - og imens begynder Spanien rejsen mod ”Det nye normale”

SPANIEN: Det er med vemod, at journalist Arne Møller og hans hustru efter fem år på Costa del Sol sætter kursen mod Danmark, uden at vide hvornår de kan vende tilbage. Og i Spanien begynder man 11. maj den lange rejse mod det, regeringen kalder ”Det nye normale”.

Der var mange tanker og følelser, som skulle bearbejdes, samtidig med at kufferterne blev pakket. Vi har købt to enkeltbilletter til Danmark, for vi ved ikke hvornår vi kan vende tilbage til Spanien.

Men vi rejser på enkeltbilletter, der koster noget nær det samme som en returbillet til New York. SAS besluttede nemlig at aflyse vores ordinære fly fra Malaga 2. maj kl 10.40. Få timer efter aflysningen indsatte SAS så et ”emergency” fly ligeledes 2. maj, men kl. 12.30 til København via Oslo. Vi havde betalt kr. 2.583 pr. billet på det ordinære fly. Men med betegnelsen ”emergency” fly skruede SAS lige prisen op kr. 3.819, en merpris på 1.236 kroner.

Jeg ved, at det ordinære SAS fly, vi skulle med, var udsolgt, så SAS udnytter situationen. De betragtninger gav to konsulenter i SAS-kundeservice mig ret i. De anbefalede mig at klage for at få merudgiften refunderet. Som journalist gik jeg den direkte vej og sendte en mail til SAS-pressechef, Kristoffer Meiner, i håb om at få vejledning til en klage.

Hurtigere end jeg kunne nå at sige SAS, kom der autosvar: ”Jeg er hjemsendt p.g.a. Corona-situationen. Benyt venligst pressetelefonen.”

Jeg fik fat i vagthavende kommunikations medarbejder, Sille Beck Hansen. Hun var ganske fåmælt, da jeg høfligt bad om en forklaring på prisforskellen, hvorfor SAS flyet blev ændret fra ordinær afgang til ”emergency”, og hvor skulle jeg henvende mig for at klage.

”Det er lørdag, så det kan jeg desværre ikke svare på,” sagde Sille.

Jeg takker min Gud og skaber for, at vi ikke stod men en alvorlig ulykke, nu det var lørdag!

Når flyet er lettet fra Malaga, så håber jeg i det mindste, at en venlig steward eller stewardesse skænker en gratis kop kaffe undervejs til København.

Når jeg er landet og fremme i vores sommerhus, så skal jeg fortsætte i isolation i yderligere 14 dage. Med 48 dages isolation i Spanien plus 14 dage i Danmark ender jeg med at have ”afsonet” 62 dage i isolation, inden jeg skal tjekke in på Vejle Sygehus 18. maj.

”Det nye normale”

Fire dage inden afrejse, den 28. april, oplevede jeg i øvrigt, at den danske koloni på Costa del Sol brød ud i ren eufori. En tale af ministerpræsident, Pedro Sanchez, blev tolket som om, at Spanien ville åbne i løbet af et par måneder. På Ekstra Bladets hjermmeside kunne jeg læse: “Spanien forventer fuld genåbning i juni”, og det danske luftfartsselskab DAT, med base i Aalborg skrev: ”Vi er klar til at flyve til Malaga og Mallorca”.

Virkeligheden er, at samtidig med at mit fly letter, så må spanierne for første gang i 48 døgn forlade deres hjem og gå en tur på maksimalt en time.

Den 11. maj starter Spanien den lange rejse mod det, regeringen kalder ”Det nye normale”: Udendørs barer og restauranter med terrasser får lov til at åbne 30 procent af deres kapacitet. Hoteller, kirker, moskeer ect. må ligeledes åbne med 30 procents belægning.

26. maj må barer og restauranter åbne 30 procent af indendørs serveringsområder. Biografer, teatre, koncertsale, spillesteder, mødelokaler og udstillingslokaler må åbne for 30 procent af kapaciteten. Kirker og moskeer må udvide til 50 procent af kapaciteten.

10. juni: Restauranter / barer må åbne for 50 procent af kapaciteten.

50 eksperter afgør fremtiden

Hvad der herefter skal ske med Spanien afgøres af et panel på ca. 50 eksperter inden for sundhed og epidemiologi samt rådgivere i sociale, økonomiske og internationale spørgsmål, sammen med parlamentet og landets 17 regioner, der følger tallene for smittede, døde og raskmeldte.

Tirsdag 28. april blev det laveste dødstal noteret: 301 spaniere havde på et døgn mistet livet som følge af Corona. Blot 14 dage tidligere lå tallet på 950 døde på et døgn. I alt er 24.000 mennesker registret døde i Spanien som følge af Coronapandemien.

Noget tyder dog på, at det reelle antal døde i Spanien er op imod 40.000, det viser beregninger, som Financial Times har lavet. Avisen har indhentet dødstal fra en række europæiske storbyer, og der er stor forskel mellem, hvor mange der plejer at dø, og hvor mange der er døde i marts og april i år. I Madrid er der således 161 procent flere døde, end der har været i samme perioder fra 2015 til 2019. Det er især ældre på plejehjem og i ældreboliger, der ikke registreres, selv om de hører til risikogruppen i forhold til coronavirus.

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, spanien