Statens Serum Institut (SSI) har afleveret den rapport, der skal hjælpe politikerne med i denne uge at træffe beslutning om en yderligere genåbning af Danmark. Hvis den nuværende nedlukning af Danmark fortsætter, så er det overvejende sandsynligt«, at epidemien vil dø ud af sig selv. Men der er risiko for en anden bølge.
Allerede onsdag aften mødes Folketingets partier for at forhandle yderligere genåbning, og de vil derfor læse rapporten i eftermiddag med stor interesse. Statsminister Mette Frederiksen siger til Ritzau, at hun i fase to ønsker at genåbne hele detailhandlen, restauranter og caféer samt sikre mere hverdag for store skolebørn. Hun forventer dog, at yderligere elementer vil komme i spil i fase 2: »Det drøfter vi nu med partierne, siger hun til Ritzau.
I rapporten konkluderes det, at det er overvejende sandsynligt, at epidemien dør ud af sig selv inden for de næste par måneder, hvis den nuværende grad af nedlukning fortsætter. Epidemien forventes ligeledes at dø ud, hvis man genåbner for flere områder. Men kun hvis fysisk afstand og hygiejnetiltag fastholdes. Og kun på kort sigt - for der vil stadig være risiko for en 2. bølge af epidemien.
Nødsaget til at regne tallene ud regionsvist
Rapporten er udarbejdet af en ekspertgruppe i SSI, og den har besluttet, at der ikke længere kan beregnes ud fra den nationale model, men at der må anvendes en regionsopdelt model. Det skyldes, at man i den seneste tid har set stigende regionale forskelle i antallet af nye COVID-19 indlæggelser samt indlæggelsesforløb.
Modellen er dog stadig under udvikling og dermed ikke endeligt valideret, hedder det i et forbehold. Et andet forbehold er, at eksperterne er usikre på, om effekten af første fase af genåbningen endnu er slået helt igennem i antal nye indlæggelser. Godt nok sker der i disse dage et fald i antal indlæggelser, men indrapporteringer fra ca. 120 praktiserende læger fortæller om lidt flere patienter med influenzalignende symptomer i uge 17, altså kort efter første fase af genåbningen.
SSI har også regnet på, hvad det betyder for antallet af indlæggelser, hvis danskerne begynder at slække på de særlige forholdsregler omkring fysisk afstand.
Hvis den fysiske afstand nedsættes med 50 procent, er vurderingen, at det totale antal indlagte på landsplan holde sig under 500 frem til starten af juli i år, mens antallet af indlagte på intensiv vil holde sig under 100.
I rapporten regnes der på 11 scenarier med forskellige kombinationer af en såkaldt grundblok, som SSI præsenterer i rapporten. De 11 scenarier udregnes for hver region.
Udvides grundblokken med yderligere tiltag viser modelberegningerne, at antallet af indlagte på intensiv i de forskellige scenarier fortsætter under 100 indtil midt i sommerperioden. En del af disse simuleringer er dog på en opadgående kurve, i slutningen af prognoseforløbet.
Grundblokken består af:
Åbning af detailhandel, herunder storcentre.
Åbning af professionel idræt uden tilskuere.
Åbning af biblioteker, kun ind- og udlån.
Åbning af zoologiske- og botaniske haver mv.
Åbning af kritiske offentlige arbejdspladser, herunder bl.a. arbejdstilsynet, forsvaret mv.
De 11 scenarier, som SSI har regnet på er:
Grundblok (G) alene
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud.
Grundblok plus åbning af 9.-10. kl. i skole og klubtilbud.
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af efterskolerne.
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af udeservering på restauranter og caféer.
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af inde- og udeservering på restauranter og caféer.
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud og normalisering af private arbejdsmarked.
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af efterskolerne, åbning af udeservering på restauranter og caféer og normalisering af private arbejdsmarked.
Grundblok plus åbning af 9.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af efterskolerne, åbning af udeservering på restauranter og caféer og normalisering af private arbejdsmarked.
Grundblok plus åbning af 6.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af efterskolerne, åbning af inde- og udeservering på restauranter og caféer og normalisering af private arbejdsmarked.
Grundblok plus åbning af 9.-10. kl. i skole og klubtilbud og åbning af efterskolerne, åbning af inde- og udeservering på restauranter og caféer og normalisering af private arbejdsmarked.