Smittetrykket falder trods genåbning
Den seneste måling fra Statens Serum Institut viser, at smittetrykket er faldet siden den 25. april og har ligget stabilt på 0,7 den sidste uge. Det vil sige, at hver dansker, der er smittet med COVID-19, i gennemsnit smitter 0.7 andre.
Ved et smittetryk på 1 vil en epidemi være konstant, ved en værdi over 1 vil den accelerere, og ved en værdi under 1 vil den sænke farten. Og jo lavere tal, jo hurtigere vil epidemien helt forsvinde.
Ved starten denne uge er der gået fire uger siden påske, hvor den kontrollerede genåbning af landet langsomt gik i gang. På den baggrund har Syayens Serum Institut (SSI) endnu engang beregnet reproduktionstallet R – også kendt som smittetrykket.
Beregningen viser, at smittetrykket faldt til under 1 omkring månedsskiftet fra marts til april. Det vil sige cirka 14 dage efter nedlukningen. Derefter faldt R yderligere og stabiliserede sig omkring 0,6 i perioden 10. til 14. april. Siden da steg smittetrykket noget og har været oppe på 1,0 i perioden 22. til 24. april. Siden da er det imidlertid faldet igen og har ligget på 0,7 fra den 1. til den 7. maj, som er den sidste dato, den nye beregning dækker.
R værdien er beregnet ud fra prøvedatoen for indlagte patienter, dvs. at personerne kan have været smittet en-to uger før prøvetagningen dvs. i den sidste halvdel af april, hvor den første fase af genåbningen kun lige var blevet implementeret.
”Det at smittetrykket har ligget så stabilt under 1 i den sidste uge, er tegn på at den første fase af genåbningen ikke endnu har sat skub i smittespredningen. Det skyldes sikkert både skolernes kæmpe indsats med at holde fysisk afstand og sikre god hygiejne. Men det tyder også på, at folk generelt stadigt passer på”, siger afdelingschef i Staens Serum Institut, Tyra Grove Krause.
I Tyskland har genåbningen af landet givet et større smittetryk. Robert Koch Institut mener, at smittetrykket er steget til over den farlige grænse på 1.
Tags: corona
