Søren Brostrøm får ny sekundant under coronakrisen
Fra 1. juni overtager Helene Bilsted Probst stillingen som konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, efter at Lars Juhl Petersen i slutningen af april sagde op.
Dermed skal hun være direktør Søren Brostrøms højre hånd under coronakrisen. Helene Probst har været ansat i Sundhedsstyrelsen i flere omgange, og har siden 2013 haft ledelsesansvar som først sektionsleder og siden enheds- og centerchef.
Helene Bilsted Probst er uddannet læge og speciallæge i samfundsmedicin.
Det er ikke den eneste konstituering, der er sket i Sundhedsstyrelsen.
Pr. 1. maj blev Dan Brun Petersen konstitueret som centerchef for Evidens, Uddannelse og Beredskab (EUB). Dan Brun Petersen har siden november 2018 været ansat i Udenrigsministeriet som udsendt særlig sundhedsrådgiver i Sundhedsministeriet i Tanzania, hvorfra han og familien dog fornylig blev tilbagekaldt til Danmark på grund af COVID-19-situationen.
Dan Brun Petersen er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2006, og er speciallæge i både samfundsmedicin og i det nye speciale akutmedicin. Dan Brun har tidligere været ansat i Sundhedsstyrelsen fra 2013 til 2015. Fra 2015 til 2018 var han ledende overlæge på akutmedicinsk afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.
Dan Brun Petersen vil varetage centerledelsen af EUB sammen med centerchef Marlene Øhrberg Krag. Den ledige centerchefstilling i EUB, som Dan Brun Petersen er konstitueret i, vil blive opslået i denne uge.
