Læge: Medicinrådet bør genoverveje ny type lægemiddel til prostatakræft-patienter
ASCO: Mænd, som oplever, at hormonbehandling alene ikke længere kan holde deres prostatakræft i ro, og PSA-tallet begynder at stige - men som endnu ikke har fået metastaser, har hidtil ikke haft et behandlingstilbud. Men nu viser nye resultater fra ikke færre end tre studier på kræftkongressen ASCO, at en ny lægemiddelklasse, de såkaldte anti-androgene præparater, øger overlevelsen markant. Urologen Andreas Røder mener, at Medicinrådet skal genoverveje indikationen for denne lægemiddelklasse.
I september sidste år gav Medicinrådet nemlig en kold skulder til et af disse lægemidler, nemlig enzalutamid (produktnavnet er Xtandi).
Dengang lød dommen således: ”Medicinrådet anbefaler ikke enzalutamid i kombination med androgen deprivationsterapi (ADT) som mulig standardbehandling til højrisiko ikke-metastaserende kastrationsresistent prostatakræft. Medicinrådet finder, at der ikke er et rimeligt forhold mellem lægemidlets kliniske merværdi og omkostningerne ved behandling med enzalutamid i kombination med ADT sammenlignet med dansk standardbehandling, som er ADT alene.”
Men nu er der kommet overbevisende data fra tre studier på ASCO, som sætter to streger under, at den nye generation af anti-androgene præparater øger overlevelsen ved kastrationsresistent prostatakræft, hvis behandlingen startes før, at man opdager metastaser, og når der er hurtigt fordoblende PSA-tal.
Kort opsummeret lyder resultaterne fra anti-androgen + ADT-grupperne i de tre studier sammenholdt med placebo + ADT:
- Enzalutamid (Xtandi) + ADT giver øget median overlevelse på 11 måneder, svarende til 27 procent, viser resultaterne fra PROSPER (Abstrakt 5515).
- Apalutamid (Erleada) + ADT giver en øget median overlevelse på 14 måneder, svarende til 22 procent, viser resultaterne fra SPARTAN (Abstrakt 5516).
- Darolutamid (Nubeqa) + ADT giver en øget median overlevelse på 14,9 måneder, svarende til 31 procent, viser resultaterne fra ARAMIS (Abstrakt 5514).
De tre studier blev ikke-blindet i løbet af undersøgelsen på grund af de gode resultater, og patienter fra placebogrupperne i de tre studier overgik til at få rigtig behandling og ikke kun placebo.
”De nye resultater fra disse studier er så markante, at Medicinrådet må genoverveje, om indikationen for denne lægemiddelklasse ikke skal udvides,” siger Andreas Røder, overlæge og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.
Tags: asco2020
