Lægeetisk Nævn: Læger bør ikke sælge varer i deres klinik
Det kan være i strid med Lægeforeningens Etiske Principper, hvis læger udbyder varer til salg i deres klinik. Det fremgår af en ny principiel udtalelse fra Lægeetisk Nævn.
”Det er nævnets opfattelse, at salg af varer i lægeklinikker kan medføre usikkerhed om lægens rolle som fagperson. Det kan i sidste ende skade tillidsforholdet mellem læge og patient”, siger Carsten Hædersdal, formand for Lægeetisk Nævn.
Nævnet skriver i udtalelsen, at hvis en læge udbyder varer til salg i egen praksis, har lægen dermed bragt sig i en dobbeltrolle – som fagperson og som købmand.
Baggrunden for nævnets udtalelse er en henvendelse fra medlemmer af Lægeforeningen om salg af varer fra lægepraksis. Medlemmerne spørger, om dette vil stride mod de lægeetiske principper.
Det kan det meget nemt gøre, mener Lægeetisk Nævn. Det følger af de etiske principper, at lægens fremmeste opgave er at sikre patientens interesser, og at det er lægens ansvar at sikre, at relationen mellem læge og patient alene er båret af objektive faglige overvejelser.
Dette indebærer ifølge nævnet, at lægen så vidt muligt bør undgå at komme i situationer med uklare rollefordelinger og modstridende interesser.
Nævnet trækker også et samfundsmæssigt aspekt frem. ”Hvis læger i mere udbredt grad sælger varer fra egen praksis, kan lægers troværdighed og samfundets tillid til lægestanden lide skade”, siger Carsten Hædersdal.
