Nu er smittesporings-app klar til danskerne
Torsdag lanceres smittesporingsappen smitte|stop og kan nu downloades og bruges af danskere, der ønsker et digitalt værktøj til kontaktopsporing i tilfælde af smitte med COVID-19.
Det har været afgørende, at app’en lever op til det højeste niveau af privatlivsbeskyttelse og datasikkerhed, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse. Derfor er der valgt en teknologi, hvor data om borgeres kontakter ikke indsamles centralt.
Det er helt frivilligt, om man ønsker at downloade og bruge app’en.
Med appen kan du nemt give besked til andre brugere af appen, som du har været tæt på, hvis du bliver testet positiv med ny coronavirus. Til forskel fra anden smitteopsporing kan du i appen give besked til personer, som du ikke kender, og som du derfor ikke på anden vis kan advare om, at de muligvis har været udsat for smitterisiko, så de kan blive testet. Hvis man i appen får besked om at have været tæt på en person, der er testet positiv, skal man følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger til nære kontakter og bl.a. blive hjemme og blive testet hurtigst muligt.
”Smitteopsporing er afgørende for at bryde smittekæderne og kontrollere COVID-19 epidemien, mens Danmark genåbner. Appen smitte|stop er et digitalt værktøj, der skal fungere som et supplement til andre indsatser for kontaktopsporing og til testning, fysisk afstand og god hygiejne. Vi skal passe godt på hinanden, er her er appen et konkret værktøj, som jeg håber, at mange danskere vil vælge at bruge” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Smitte|stop har været igennem en omfattende sikkerhedstest inden lanceringen, og appen bruger teknologi fra Apple og Google, som er udviklet med et særligt fokus på privatlivsbeskyttelse. Der er tale om helt ny teknologi i styresystemerne på mobiltelefonerne, og derfor skal du som bruger være opmærksom på, at du skal have opdateret din Iphone eller Android telefon inden smittesporingsappen kan installeres.
”Vi bruger digitale løsninger overalt i hverdagen, og det giver god mening, at vi også bruger nye teknologier i coronaindsatsen. Men det er en forudsætning, at de digitale løsninger lever op til de højeste standarder for datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse” siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Tags: corona

