Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nu har 18 COVID-smittede relation til fly fra Pakistan

Den 6. juni landede fly nummer PK8771 fra Islamabad i Pakistan i Københavns Lufthavn. Og nogle af passagererne fik ikke kun en lang rejse, men blev også smittet med COVID-19 ombord.

Aktuelt er 18 personer med relation til flyet fra Pakistan konstateret smittet med COVID-19, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelse. Styrelsen har kontaktet alle relevante personer.

Ud af de 18 smittede var 16 ombord på flyet, mens to personer er nære kontakter, der efterfølgende er testet positiv, men som ikke var ombord. Fire personer vurderes at have været smitsomme på det tidspunkt, hvor de befandt sig ombord på flyet.

Det kan ikke udelukkes, at der konstateres flere smittetilfælde med relation til flyrejsen.

"Sagen illustrerer med al tydelighed, at det er ufatteligt vigtigt, at vi fortsat passer på os selv og hinanden ved at følge anbefalingerne om at holde afstand, have god hygiejne og lade os teste," siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommer man hjem fra rejse i udlandet opfordres man kraftigt til at holde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomst. Man kan læse mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

 

Lynoverblik: Dagens tal og vigtigste nyheder om coronavirus