Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Heunicke på pressemøde: Smitten stiger bekymrende i flere kommuner

Det såkaldte kontakttal - et tal på, hvor mange personer, en smitte person smitter - er steget til 1,4.

Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke under et pressemøde mandag eftermiddag. Han udtrykte bekymring for, hvor hurtigt smitten breder sig flere steder, specielt i midtjyske kommuner. 

Samtidig fortalte han, at myndighederne nu har flere kommuner i fokus. Ud over Aarhus og Ringsted er det Silkeborg, Glostrup, Nyborg, Solrød og Sorø. Alle disse kommuner har over 20 personer per 100.000 indbygger smittet med coronavirus. 

I Silkeborg har der den seneste uge været hele 42 smittede og det seneste døgn alene 17, og derfor udvides kravet om om brug af mundbind i Aarhus til Silkeborg, ligesom folk i Silkeborg opfordres til at bruge mundbind i bl.a. indkøbscentre og supermarkeder i Silkeborg. Efter pressemødet kom det frem, at også nabokommunerne Odder, Horsens, Skanderborg og Favrskov bliver omfattet af krav om mundbind i den offentlige transport.

Konstiueret direktør for Anne Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste, at smitten i Silkeborg sandsynligvis er opstået som aflægger af smitten af Aarhus, men at smitten er Silkeborg er mere centreret end i Aarhus, hvor den er meget spredt, både befolkningsmæssigt som geografisk. I Ringsted er smitten mere under kontrol, idet der kun har været en smittet det seneste døgn og to i forbindelse med slagteriet, som nu er midlertidigt lukket. I alt har der været 27 smittede i Ringsted den seneste uge og 342 i Aarhus.

Faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut fortalte, at der endnu ikke er mange indlagte på sygehusene, men at hvis vi ikke reagerer rettidigt, risikerer vi, at sygehusene bliver belastet, som vi så i foråret.

Han sagde, at myndighederne i modelberegningerne kunne forudsige, at der ville komme stigende smitte. Og at det er det, vi ser nu.

"Jeg forventer ikke, at landet kommer ud i en situation som i foråret, hvor alt måtte lukkes ned. Vi har nu testkapacitet, smitteopsporing, mundbind osv. Men hvad der kommer til at ske afhænger af, hvor gode folk er til at følge anvisninger om afstand og håndhygiejne," sagde Kåre Mølbak.

"Denne virus smitter uforudsigelig, men regeringens klare plan er, at vi skal holde smitten nede, så vi ikke ryger ud i en ny lukning," sagde Magnus Heunicke.

Også direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, var med på pressemødet, og han talte om, at Sundhedsstyrelsen kan komme til at udvide krav og anbefalinger om mundbind, men understregede, at god håndhygiejne og afstand stadig er de vigtigste foranstaltninger.

 

Tags: corona