Putin: Rusland har den første coronavaccine klar
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at en russisk produceret vaccine mod covid–19 er blevet godkendt af de russiske myndigheder. Det skriver flere medier.
Rusland håber snart at kunne starte masseproduktion af vaccinen, der får navnet Sputnik, i september og starte massevaccination i oktober. Vaccinen er ifølge Putin udviklet på Gamaleya-instituttet i Moskva, og Putin siger til Reuters, at hans egen datter nu er blevet vaccineret mod det smitsomme virus, og at hun kun fik let feber og ellers har det godt efter vaccinationen.
Godkendelsen af vaccinen sker på trods af, at Association of Clinical Trials Organisations (ACTO), som repræsenterer organisationer, der gennemfører multinationale kliniske forsøg i Rusland, mandag havde opfordret til flere prøver inden dens registrering, skriver The Moscow Times. ACTO mener ikke, at vaccineforsøgene er afsluttet.
En russisk virolog har også stillet spørgsmålstegn ved vaccinens sikkerhed og advaret om, at den kan være farlig for mennesker, som har COVID-antisoffer i blodet.
“Der er fare for at øge sygdommens sværhedsgrad med den forkerte vaccine," sagde Alexander Chepurnov til Podyom Telegram channel i fredags. Han er en tidligere chef for infektionssygdomme ved Vektor, som er et af de tre laboratorier, som udvikler Ruslands prototypevaccine.
”ACTO springer åbenlyst til konklusioner uden at kende resultaterne,” fortalte Valentina Kosenko, vicechef for kontrolinstansen for sundhed, Roszdravnadzor, til nyhedswebstedet RBC tirsdag.
Tags: corona

