Pfizer forventer resultater af sin coronavaccine allerede i slutningen af oktober
Pfizers administrerende direktør, lægen Albert Bourla, sagde torsdag, at virksomheden forventer at vide, om dens vaccine mod covid-19 er effektiv inden udgangen af oktober, og at firmaet herefter straks vil ansøge om godkendelse, hvis dette er tilfældet.
Bourlas udmelding kom ved et møde torsdag i International Federation of Pharmaceutical Manufacturers and Associations i USA samtidigt med, at mellem cirka syv og ni andre virksomheder kæmper for at færdig-teste deres vaccinekandidater mod coronavirus. Og på samme tidspunkt som at forskere i stigende grad er bekymrede for, at Trump-administrationen presser på for at opnå hurtige vaccinegodkendelser inden præsidentvalget 3. november.
Bourla oplyste endvidere, at omkring 23.000 mennesker har tilmeldt sig virksomhedens kliniske fase 3 forsøg ud af et mål på omkring 30.000, og at "et betydeligt antal" af forsøgspersonerne har modtaget det andet boosterskud. Halvdelen af deltagerne får vaccinen, halvdelen får placebo, og derefter venter forskerne på at se, hvor mange mennesker i hver gruppe, der udvikler covid-19.
Hvis signifikant flere mennesker, der har modtaget placebo - altså snydemedicin - får covid-19 end de, som har fået vaccinen, er det tegn på, at vaccinen er effektiv. De amerikanske lægemiddelmyndigheder FDA har angivet, at vaccineproducenterne skal sigte mod 50 procent beskyttelse for at blive betragtet som effektive.
”Hvis vi har nok smittetilfælde, kan vi muligvis sige, at produktet er sikkert og effektivt i oktober og vil så indsende det straks til godkendelse eller ret til anvendelse,” sagde Bourla.
To andre virksomheder, Moderna og AstraZeneca, er også i fase 3 forsøg i USA, men ingen af dem har formuleret en lignende aggressiv tidsramme og siger i stedet, at de forventer at have en vaccine inden årets udgang.
Tags: corona
