Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nu kan forældre bestille covid-19-test til deres børn uden lægehenvisning

Fra i dag bliver det lettere at få testet sit barn for covid-19. Børn over to år, der ikke har symptomer, kan fremover testes i TestCenter Danmarks telte, og forældrene kan bestille tid på Coronaprover.dk uden lægehenvisning.

Det sker efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen, og regionerne har derfor arbejdet på at oplære personalet i teltene til at teste børn.

Det gælder raske børn og børn uden åndenød. Hvis børnene er syge og har klare symptomer på covid-19 som f.eks. feber og tør hoste, skal forældre dog fortsat kontakte egen læge.

Generelt bør test af raske børn også kun ske med et tydeligt formål så som smitteopsporing af nære kontakter, håndtering af smitteudbrud på en skole og daginstitution eller i forbindelse med udlandsrejser.

"Når forældre til børn uden symptomer nu kan booke tid og få testet børn uden henvisning fra en læge, er det nemmere og mere smidigt for den enkelte familie. Det betyder meget, når en test er nøglen til at vende tilbage til en normal hverdag, f.eks. hvis barnet bliver testet pga. smitte i skole eller dagtilbud," siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.

Mange har oplevet lange ventetider til test af deres børn, og der her været pres på telefonerne hos de praktiserende læger og vagtlæger for at få en henvisning til test til børn f.eks. til et barn, som er sendt hjem og skal testes som følge af smitte på deres skole eller daginstitution. I de tilfælde er der brug for en hurtig afklaring, så familien kan komme tilbage til hverdagen igen, og med de nye muligheder for test af børn får forældrene en lettere adgang til at få testet deres børn, ligesom hele familien kan blive testet samme sted.

Det følger af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at børn under to år fortsat testes på hospitalernes testcentre og efter henvisning fra en læge eller Styrelsen for Patientsikkerhed. 

 

 

 

Tags: corona