Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Her er myndighedernes anbefalinger til alle borgere i Odense, København og 16 andre hovedstadskommuner

Da regeringen mandag besluttede at indføre restriktioner i Odense, København og 16 andre hovedstadskommuner, skete det med en stribe overordnede anbefalinger, opfordringer og påbud. Du kan læse dem alle her.

De kommuner, hvor anbefalingerne, opfordringerne og påbuddene gælder er:

Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Københavns Kommune, Lyngby-Tårbæk Kommune, Rødovre Kommune, Tårnby Kommune, Vallensbæk Kommune, Odense Kommune.

Københavns Kommune og Odense Kommune har som følge heraf besluttet at sende alle administrative medarbejdere hjem i 14 dage.

Påbud

Forsamlingsforbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer.

Københavnsområdet og Odense Kommune undtages fra den planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer.

Den tilladte åbningstid for restauranter, barer, caféer og lign. med bevilling hertil begrænses til kl. 24.00 med virkning fra d. 9 september 2020.

Opfordringer og anbefalinger

Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet, herunder kommende skærpede afstandsanbefalinger til restaurationsbranchen.

Opfordring til at indføre frivillig registrering af kontaktinformationer på gæster i restaurationsbranchen med henblik på udlevering til sundhedsmyndighederne i forbindelse med smitteopsporing.

Sundhedsstyrelsen udarbejder skærpede anbefalinger til antal deltagere, afstand, indretning m.v. ved private sammenkomster.

Opfordring til, at flest mulige aktiviteter foregår udendørs.

Anbefaling om at aflyse alle sociale arrangementer ifm. grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Opfordring til hjemmearbejde i videst mulig omfang på offentlig og private arbejdspladser.

Skærpet opmærksomhed på ikke at gå på arbejde med symptomer.

Opfordring til at undgå offentlig transport hvis andre transportmidler er mulige – særligt ved trængsel.

Anbefaling om at begrænse trængslen i detailhandlen og skærpe andre smitteforebyggende tiltag ifbm indkøb. Der er tale om en anbefaling målrettet både butiksejere og borgere, som ikke forudsætter lovgivning. Opfordringen indeholder en række elementer, bl.a.:

  • Indkøb bør kun foretages af ét familiemedlem ad gangen
  • Butiksejerne bør sikre, at der ikke opstår trængsel i butikken ved at begrænse antallet af kunder, der har adgang til butikken på en gang. Afhængig af butiksstørrelsen kan dette sikres på forskellig vis, bl.a. ved, at alle butikker tydeligt skilter med antallet af kunder, der kan være i butikken. Store butikker kan f.eks have opsyn ved indgangen, der sikrer dette.
  • Sikre høj hygiejnisk standard af butiksområdet ved hyppig rengøring og afspritning.
  • Sikre nem og synlig adgang til håndsprit ved indgangen til butiksområdet, og i supermarkeder og andre større butikker, centrale steder i butikken, og at spritdispensere til stadighed er fyldt op.
  • Der påhviler den enkelte erhvervsdrivende et stort ansvar for at sikre overholdelsen dette, men der opfordres også kraftigt til, at de erhvervsdrivendes organisationer, f.eks. handelsstandsforeninger m.v. påtager sig et ansvar, bl.a. ved at medvirke til at udveksle erfaringer, rådgivning, medvirke til at sikre, at alle efterlever anbefalingerne m.v.

Fortsat fokus på smitteforebyggende og socialt opsøgende arbejde.

Opfordring til, at alle landets kommuner, med inspiration fra bl.a. tiltagene i Odense Kommune og tidligere Aarhus, og Silkeborg m.fl. , sætter sig spidsen, og indgår forpligtende partnerskaber med uddannelsesinstitutioner, private erhvervsdrivende m.v.

Opfordring til, at lokale myndigheder opretholder eller genetablerer alle særlige smitteforebyggende tiltag på alle forvaltningsområder, eller iværksætter nye tiltag, der kan virke smitteforebyggende (fritid, kultur, teknik m.v.)

Massiv informationsindsats fra Sundhedsstyrelsen målrettet borgerne i Københavnsområdet og Odense Kommune.

Afhængig af den forsatte smitteudvikling i Københavns Kommune og omegn kan blive nødvendigt senere at iværksætte yderligere tiltag mhp. at inddæmme smitten. Det afhænger af den konkrete udvikling og vil for eksempel kunne omfatte:

  • Yderligere tiltag vedr. mundbind i det offentlige rum.
  • Anbefalinger om skærpet afstandskrav og andre smitteforebyggende tiltag på skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Ledelserne opfordres til forberede sig herpå.

Tags: corona