Han afløser omstridt leder i Diagnostisk Center i Silkeborg
Niels Bang tiltræder 1. oktober som konstitueret ledende overlæge inden for radiologi på Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg. Han skal afløse Lasse Nørgaard, som kastede håndklædet i ringen og ønskede at skifte job.
Lasse Nørgaard forlader sit job efter mindre end et år i jobbet. Hektiske måneder, hvor han har befundet sig midt i stormvejret i forbindelse med den tidligere ledende overlæge på Diagnostisk Center Ulrich Fredbergs fyring. Netop Lasse Nørgaard har sandsynligvis spillet en helt afgørende rolle for afskedigelsen i slutningen af april af Ulrich Fredberg, og samarbejdsklimaet mellem Nørgaard og hans nye medarbejdere på den ene side og Fredbergs mange støtter på stedet på den anden side har derfor været under frysepunktet.
Lasse Nørgaard bliver derfor i stedet overlæge i Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Viborg fra den 1. oktober.
Et stort fokusområde for Niels Bang som ny ledende radiologisk overlæge inden for radiologi på Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg bliver derfor at hjælpe med at sikre tillid og et godt arbejdsmiljø både i Røntgen og Skanning og på det samlede Diagnostisk Center.
"Samtidig vil jeg gerne invitere til samarbejde om at skabe de bedst mulige patientforløb, så Diagnostisk Center også fremover kan være et godt og spændende sted at arbejde – og et trygt sted at være patient," siger Niels Bang.
Ud over det tværfaglige samarbejde med både interne kolleger og eksterne samarbejdspartnere og opgaven med at skabe gode udredningsforløb for patienterne, vægter Niels Bang også den faglige forskning inden for eksempelvis ultralydsskanning af muskler og led.
Tags: Fredberg-sagen
